Richard III - i konflikt med EuroPark. P-virksomheden EuroPark glæder sig over arkæologers fund af det, der tilsyneladende er resterne af kong Richard III. Fundet er gjort under en parkeringsplads i Leicester, og Richard III kan nu se frem til en klækkelig bøde. »Ifølge vore oplysninger har han ligget der siden 1485 uden gyldig p-billet. Så det er et meget stort beløb, han skylder os. Oven i købet ser det ud til, at han har placeret sig på en måde, hvor der lægges beslag på to båse. Det betyder dobbelt op på afgiften«, siger direktør i EuroPark Peter McGreed. Han erkender, at Richard III muligvis ikke er i stand til selv at betale. »Men så skal vi nok sørge for at komme efter hans efterkommere«, siger McGreed. DØGNKIOSK ER MED PÅ MADMODEDILLE 'Özdemirs Dönerkioske' oplyser, at han er leveringsdygtig i flere produkter, der kan benyttes til fremstilling af stenaldermad. »Mange af vores varer har overskredet sidste salgsdato for meget, meget længe siden«, siger Özdemir, der beder os skrive, at han også ligger inde med brød, der er hårdt som sten. KULTURNYT: PORTRÆTTER UDEN PERSONER En amerikansk fotograf har specialiseret sig i at tage billeder af kendte mennesker, som ikke kan ses på billederne. På ovenstående foto er det Linse Kessler, der ikke umiddelbart kan ses. HISTORISK NYT Det forlyder fra pålidelig regeringskilde, at Vilhelmsen Erobreren har indledt sit tilbagetog.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























