Helle skriver: Yes! Så gik vi suicidaldemokrater langt om længe frem i meningsmålingerne! Endelig er det slut med at stå og forklare, at to procentpoints tilbagegang skyldes den statistiske usikkerhed! Nu er vi gået to procentpoint frem, og det tager jeg som et klart tegn på, at vælgerne nu bakker massivt op om regeringens politik! Det hjalp lidt på humøret, efter at Weekendavisen forleden havde bragt en historie om nogle unavngivne ministre, der satte spørgsmålstegn ved mine evner som partileder og statsminister. Ja, nogle af dem mente ligefrem, man burde overveje at skifte mig ud! Jeg har naturligvis nægtet at kommentere artiklen, for jeg gider overhovedet ikke beskæftige mig med folk, der udtaler sig anonymt, og det har jeg også tænkt mig at sige til dem, når jeg finder ud af, hvem de er! Sandheden er, at jeg har et udmærket samarbejde med mine ministre. Især med Bjarne Corydon, som besøgte mig hele tre gange i sidste uge. Da han var her i fredags, havde han en tommestok med for at måle mit kontor op. Bjarne har jo en tendens til at mumle lidt, så jeg forstod ikke helt, hvad han skulle bruge opmålingerne til, men det har formentlig noget at gøre med alle de beregninger, de sidder og laver ovre i Finansministeriet. Jeg er i det hele taget godt tilfreds med samarbejdet i regeringen for tiden. Det virker, som om Villy er blevet gladere efter at have forladt formandsposten i SF, så han nu kan koncentrere sig om verdens øvrige brændpunkter. Han gør et stort arbejde for verdensfreden, og det er også godt for ham, at han er blevet medlem af Syriens Venner nu, hvor han ikke længere har så mange venner herhjemme. Både Margrethe og jeg har fået et fint forhold til Villys afløser, Annette Vilhelmsen, der især bidrager til den gode stemning i regeringen ved at have brunsviger med til vores møder. Det er også hyggeligt, at vi har fået Holger K. med på holdet. Han kan sådan nogle sjove anekdoter om dengang, SF var en del af venstrefløjen. Men det er jo ikke hygge det hele. Der er meget at se til, når man er statsminister i en krisetid. Vores vigtigste opgave lige nu er at få folk i arbejde, for hvis vi ikke finder meningsfyldt beskæftigelse til unge mennesker som Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper, er det ikke til at vide, hvad de kan finde på. Nå, heldigvis har det også sine fordele, at krisen varer så længe. For eksempel behøvede jeg ikke at skrive en ny nytårstale i år, men kunne nøjes med at gentage sidste års tale om, hvor alvorlig situationen er!