BORGMESTER UENIG I STADION-KRITIK Borgmester i Ny Væmmelse kommune Aage Nielsen er uenig i, at mange kommuner bygger alt for store stadioner. »Nu kan jeg selvfølgelig ikke tale for alle kommuner i landet. Men for vores eget vedkommende kan jeg sige, at vi finder det vigtigt at tænke store tanker ud af boksen som en global og visionær kommune med såvel kulturelle som sportslige ambitioner på den lange bane, der kan sætte Ny Væmmelse på verdenskortet«. »Derfor har vi længe haft planer om at skabe et fremtidssikret stadion, 'New Vaemmelse Global Arena', som kan tiltrække tilskuere fra såvel oplandet som fra den øvrige verden. Samtidig vil arenaen kunne bruges til store kulturelle begivenheder som for eksempel Den Internationale Harmonika Festival, som jeg gennem de seneste år har arbejdet hårdt på at få til byen«. »Jeg kan da godt se, at det for udefrakommende, som ikke kender den helt særlige ånd, der hersker i kommunen, kan virke overdrevet at skabe plads til 40.000 tilskuere. Men lad mig stilfærdigt pege på, at der sidste år i gennemsnit var 117 tilskuere til kampene på vores stadion, mod 31 året før!«. »Man skal ikke være særlig god til procentregning for at gennemskue, at det kan blive til rigtig mange tilskuere om nogle år, hvis den udvikling fortsætter, hvilket alt tyder på at den gør, med de sportslige præstationer, den lokale fodboldklub har vist på det seneste«. »'Ny Væmmelse Global' rykkede sidste år op i Danmarksserien, og målet er naturligvis at komme i Superligaen, hvor spillerne kan gøre reklame for vores kommune. Det vil være et fantastisk skulderklap til dem, hvis de får ordentlige forhold at spille under«. »Det er selvfølgelig ikke billigt at bygge en arena, men vi har store forhåbninger om at få nogle store tilskud fra EU, der, sammen med indtægter fra salget at halstørklæder, oplukkere, vanter med videre fra Ny Væmmelse Globals fanklub, vil kunne hjælpe med at begrænse kommunens egenbetaling«. »Mon ikke en række kommuner rundt om i landet vil se misundeligt på Ny Væmmelse, når vi om forhåbentlig ikke så mange år kan invitere VIP'ere til at overvære kampene på 'New Vaemmelse Global Arena' fra Aage Nielsen-loungen?«. »Jeg tror det«. IØVRIGT MENER JEG at det ikke er første gang, mine modstandere skyder forbi målet. Lars Hadegaard, islamkritiker
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























