Kødgrosserer K. Spangenberg – fik hesteburgere retur.DANSK VIRKSOMHED RAMT AF HESTEKØDSSKANDALE Kødgrosserer K. Spangenberg, Kulhuse, føler sig som et sagesløst offer for hestekødsskandalen, der nu også har ramt hans virksomhed: »Jeg må indrømme, at jeg fuldstændig har mistet tilliden til min franske oksekødsleverandør, Cheval & Fils«. »For nylig sendte de os 17 ton oksekød, som vi blandede med benmel og tapetklister og formede til hamburgere, ganske som vi plejer. Senere kom Fødevarekontrollen så rendende og hævdede, at vores burgere var fulde af hestekød, men det har vi jo ikke haft en jordisk chance for at vide. Vi måtte ganske vist fjerne 25 stigbøjler, 17 hestesko, 9 bidsler og en enkelt stråhat fra kødet, inden vi kunne forarbejde det, men den slags kan jo stamme så mange steder fra«, fortæller kødgrossereren. »Jeg kan til nød forstå, at der ryger en enkelt hest med i købet, men at Cheval rent ud sagt snyder os på den måde, er utrolig skuffende, for vi har samarbejdet med dem i mange år, og deres varer har altid været i orden og utroligt billige. Og jeg har aldrig haft grund til at tro, at Monsieur Cheval løj, når han fortalte mig, at han kun købte kød fra Europas fineste rastepladser«, siger K. Spangenberg, som nu har fået alle sine hamburgere retur. »Det er selvfølgelig ikke så godt, men forhåbentlig kan jeg afsætte dem til Super Hest. Jeg kan forstå, at de mangler frosne kødvarer for tiden«. FILMSNYDT Vor filmsanmelder anbefaler at bestille sovevogn, hvis man skal med Brille Augusts ’Night Train to Lisbon’. SPURTSNYDT Så vidt ATS erfarer, arbejder det sydafrikanske politi nu ud fra en teori om, at den paralympiske løber Oscar Pistolius kom op at skændes med sin kæreste, fordi han havde fået det forkerte ben ud af sengen. BREAKING NEWS Kriminalforsorgen oplyser, at man er klar til at tage imod eventuelle fængslede i hestekødsskandalen. De vil blive anbragt i Horserød.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























