Kommunelærer A. Svendsen håber på en snarlig løsning i skolekonflikten, efter at han i tre uger har passet Nøvling Centralskole sammen med husgerningslærer Alma Eriksen, som også er tjenestemand: »Jeg kommer fint ud af det med Alma, men tiden kan godt falde lang, når der er så få børn på skolen. Det er langtfra alle elever, der møder op blot for at få deres to ugentlige timer med mig, selv om jeg både kan tilbyde en nyrestaureret udgave af 'Bæveren - den lille ingeniør' og en række andre spændende film om livets gang i naturen omkring os«. »I ventetiden har jeg spist irsk stuvning sammen med Alma, drukket kaffe med inspektøren og gennemgået skolens samling af udstoppede dyr. Grævlingen havde mistet højre bagben, og den udstoppede krage havde tabt hovedet, men begge dele er nu sat fast igen med pakketape, så der er ikke så meget at lave i hverdagen, og jeg må indrømme, at jeg af og til har været en smule misundelig på mine lockoutede kolleger«. »Jeg vinker jo til dem hver morgen, når de står ude foran skolen i deres gule veste. Nogle formiddage har jeg da også sneget mig ned til kommunekontoret, hvor de står og synger 'Op lille Hans', imens vores sløjdlærer Chr. Hansen slår takten på nogle rundstokke i fyrretræ, som han oprindelig fremstillede til brug i seksualundervisningen, hvor eleverne monterede kondomer på dem«. »Det ser ud, som om de hygger sig, men det er nu ikke noget for mig at rende rundt og demonstrere i tide og utide. Det er heller ikke helt ufarligt. Vores matematiklærer Hans Graversen kom for eksempel galt af sted, da han sammen med de andre lærere stod foran kommunekontoret og råbte »Hop, hop, hop, Nøvlings lærere vil på job!«, imens de hoppede op og ned. Hans, som er temmelig svær i det, havde ikke lagt mærke til, at han stod og hoppede på en kantsten, så han kom skævt ned på et af de sidste hop og vrikkede rundt på foden«. »Efterfølgende kunne Hans Graversen ikke gå selv, men de andre lærere fik ved fælles hjælp læsset ham ind bag i idrætslærer Villy Dyhrs stationcar, og vores tillidsmand Lotte Madsen kravlede ind ved siden af ham, så hun kunne duppe hans pande hele vejen til skadestuen i Aalborg. Her blev det konstateret, at han havde sprængt et ledbånd og skulle have foden i gips i fem uger, og Hans Graversen blev dermed det første offer for lærerlockouten. Men forhåbentlig også det sidste«. TRAGIKMELDING Rejsende i den kollektive trafik anbefales at tjekke rejsekortstanderne ud, inden de tjekker ind.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























