Vore ledende kadrer har på den netop afsluttede XXVI. partikongres vedtaget at udsætte den væbnede revolution på ubestemt tid. Som følge heraf vil det ikke længere være nødvendigt at opdatere beredskabsplanerne for arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne, ligesom de lygtepæle, der har været øremærket til opklyngning af kontrarevolutionære elementer, frit kan benyttes til andre formål så som indkaldelser til demonstrationer imod regeringens nedskæringspolitik, støtteerklæringer til colombianske guerillaorganisationer og efterlysninger af bortløbne hunde. I forbindelse med Uenighedslistens kursskifte gøres medlemmerne endvidere opmærksom på, at alle interne arrangementer herefter skal indledes med afsyngning af vor nye partihymne, 'Brødre, lad våbnene hvile'. Med kammeratlig hilsen Hovedforstyrrelsen ANNONCE Takket være økonomisk støtte fra andre ildsjæle åbner Restaurant Vejlegården snart dørene igen. Vi glæder os til atter at servere stegt flæsk med persillesovs, løntrykkerens natmad og alle de andre klassikere for vore trofaste kunder. Desuden håber vi i sommerens løb at kunne afholde støttearrangementer, hvor kendte performere optræder gratis, eksempelvis husmorstrip med fhv. geskæftigelsesminister Inger Støjsender. Amin SkovbrandHOLGER DANSKE FLYTTERHolger Danske glæder sig til at flytte til Skjern, efter at en mand fra byen har købt ham på Lauritz.com sammen med en prismelysekrone i empirestil og et mågestel til 36 personer: »Gennem årene har jeg vænnet mig til at sidde mutters alene foran Hotel Marienlyst, så jeg blev ærlig talt træt af alle de mennesker, der pludselig kom kørende fra nær og fjern for at se mig. Det var umuligt at sove i den larm«, siger Holger Danske.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























