Det er vagtlægen, godaften. Hvad er dit problem?
»Jeg har fået ondt i røven af at høre, at I kan tjene 10.000 kroner på en enkelt vagt«.
Det er der meget af for tiden. Hvis du blot tager 2 Panodiler og undlader at tænde for dit fjernsyn i de kommende dage, skal det nok gå over. Det bliver for resten lige 90 kroner.
LAR LØKKE BEKLAGER ULDEN TV-OPTRÆDEN
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen beklagede i går sine udtalelser for nylig om dobbelt statsborgerskab.
»Det var uldent, når jeg i et tv-interview sagde, at Venstre ikke har skiftet holdning, men standpunkt om dobbelt statsborgerskab. Jeg skulle have sagt det, som det er: at verden jo ikke står stille, men tværtimod bevæger sig, hvilket kan give anledning til nye overvejelser, der kan føre i flere retninger, hvilket for Venstres vedkommende har betydet, at vi i den pågældende sag har indtaget en ny position«, sagde Lars Løkke.
KUNSTMUSEUM OVERVÅGER GÆSTERNE
Statens Museum for Kunst har allerede fået de første resultater af museets overvågning af, hvad de besøgende kigger mest på: 1) Åbningstiderne 2) Skiltene til toiletterne 3) Cafeens menukort 4) Vinduespartiet mod Østre Anlæg 5) Kustoderne på Den Kongelige Malerisamling
I ØVRIGT MENER JEG
at det er underligt, at de homoseksuelle skal have en plads i Vester Voldgade, når de allerede har Ørstedsparken. Emil Gansel, Nørre Voldgade
LYNINTERVIEWMorten Bødskov, hvordan er I nået frem til, at den nye offentlighedslov skal begrænse pressens mulighed for at se interne notater i ministerierne?
»Det kan jeg ikke svare dig på, men du kan jo søge om aktindsigt og se, om du får noget ud af dét. Hahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahaha (fork. af red.)«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























