Stadig flere danskere filmer politiets arbejde på deres mobiltelefoner og lægger resultaterne ud på nettet. Vor filmsanmelder har set en række af optagelserne og anbefaler disse:
'Slagsmål på kroen'
Denne video er tydeligvis optaget efter Dogmeprincipperne. Lyssætningen er minimal, og kameraet bevæger sig i så voldsomme ryk, at man kun sporadisk kan se kombattanterne.
Alligevel har filmen, som er optaget under et høstbal på Vegger Kro, en egen fascinationskraft ikke mindst takket være de medvirkende betjente fra Nordjyllands Politi, som bander og svovler overbevisende, imens de forsøger at pacificere en særdeles aggressiv fodermester på 120 kilo.
’Fucking pansere begår politivold’ Actionpræget optagelse fra Ringsted, hvor en handlekraftig betjent med et solidt greb i den anholdtes ører kaster ham ned på asfalten, anbringer sit knæ i nakken på ham og lægger ham i håndjern for derefter at rejse arrestanten op igen og klemme hans hoved fast i patruljevognens dør. Et koreografisk mesterværk med tydelig inspiration fra både Tarantino og Sergio Leone – absolut værd at se!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























