Skatteminister Holger Grå Nielsen gør nu noget ved de mange klager over Skats metoder. »Enkelte borgere har følt sig stødt over, at vi hentede dem om natten, sendte dem i isolationsfængsel, beslaglagde deres værdier og familie og truede dem med landsforvisning, fordi de havde glemt at indbetale restskat. Det retter vi nu op på. Skat vil gerne have et godt forhold til borgerne, og derfor er det tanken at tilbyde såvel kaffe som småkager, når vi henter skyldnere ind til afhøring«, fortæller Holger Grå Nielsen. Russere er upopulære Russere er generelt uvelkomne som turister i resten af Europa, viser en undersøgelse. De er både støjende, brovtende og selvhævdende, og ind imellem udviser de også truende adfærd, mener de fleste europæere. En af dem, der har haft dårlige erfaringer med russere, er kvinden på billedet, der kun ønsker at blive kaldt 'Angela' af frygt for repressalier fra russeren Vladimir (th), som adskillige gange har skabt problemer under sine besøg ikke blot i Europa, men også andre steder i verden. »Han er en helt igennem ubehagelig og ukultiveret person«, siger ’Angela’.
LyninterviewCamilla Plum, er der noget nyt om ponydrabet?
»Man siger, at det er min søn Carl, der står bag, men jeg har endnu ikke hørt det fra hestens egen mund«.
Dansk turisme overrasket over utilfredshed
Det er kommet bag på de danske turistorganisationer, at turisterne generelt er skuffede over Danmark.
»Det viser sig, at de ikke bryder sig om det høje prisniveau og den ringe service, man får her i landet. Noget, vi ellers er verdensberømte for. Vi havde troet, at det var en del af charmen ved at holde ferie her i landet. Men det bliver åbenbart ikke værdsat«, siger en turistchef, der ikke ønsker sit navn i avisen, da det er ret ejendommeligt.
Annonce!
Hej. Det er mig fra Biva. Nu kommer alle vores møbler under konkursbehandling!
Vi ses i skifteretten!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























