Borgmester Aage Nielsen – optrådte på landsdækkende tv direkte fra Bornholm.
728285 »Det har været særdeles værdifuldt at deltage, og der er ingen tvivl om, at Ny Væmmelses internationale såvel som globale initiativer på både den korte og den lange bane har prentet sig ind i baghovedet på de landspolitikere, som jeg talte med«, siger Aage Nielsen. »Blandt andet lykkedes det mig at få et rigtig godt forhold til regeringens minister for by, bolig, land og vand med mere, Carsten Hansen, som jeg stødte ind i ved et af de mange fadølsanlæg på kajen i Allinge. Jeg bød ham på en øl, og selv om Carsten aldrig havde hørt om Ny Væmmelse før, lovede han at se meget velvilligt på vores forhold i fremtiden«. »Der er ingen tvivl om, at den slags tætte kontakter er guld værd for vores kommune. Alene det at være på fornavn med ministeren! Carsten var meget imponeret over alle de initiativer, jeg har sat i søen i Ny Væmmelse, og jeg måtte love Carsten en invitation til åbningen af New Vaemmelse Global Arena, når den står færdig. Jeg glæder mig allerede til at invitere Carsten på en fadøl i Aage Nielsen Lounge«. »Det har selvfølgelig ikke været gratis for kommunen at sende en ekspedition af sted til Folkemødet, men der næppe tvivl om, at det betaler sig tilbage mange gange. Foruden mig selv og min kone, Aase Nielsen, havde jeg inviteret kommunens økonomidirektør, Bo Maltesen, og hans frue med. Vi havde fået nogle gode værelser med spa, udsigt, champagne og chokolade på Romantik Hotel i Allinge, for det er vigtigt at bo godt, når man er ude at repræsentere kommunen«. »Fruerne har jo ikke den samme interesse for det politiske som vi mænd, men heldigvis er der masser af andre ting at se på øen. Som udøvende kunstner interesserede min kone sig især for de mange glaspusterier og keramikværksteder, og hun kunne da heller ikke dy sig for at købe en keramikkop formet som en rundkirke og med mit navn på«. »Under hele opholdet har både fruerne, Bo Maltesen og undertegnede båret kasketter og trøjer med vores slogan, 'Ny Væmmelse – kulturkommunen, der sætter kunsten i centrum', og ved en enkelt lejlighed lykkedes det os at stå bag en af TV-avisens mange reportere, imens han sendte direkte. Der er ingen tvivl om, at det er noget, der er blevet lagt mærke til i mange danske hjem. Alene reklameværdien af sådan et indslag er guld værd for en kommune som vores«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























