Sebastian Kenneth - snydt for millioner.
DANSK DESIGNER: DE STJAL MIN IDÉ
Den danske designer Sebastian Kenneth fik i 1991 den idé at vende sin kasket om, så skyggen sad i nakken. Siden er stilen blevet kopieret af unge over hele verden – endnu et eksempel på det tyveri af andres ideer, der er så udbredt i modeverdenen.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var mig, der opfandt den omvendte kasket. Det skete en aften, hvor jeg var ude på mit skateboard og havde brug for at mindske luftmodstanden på vej ned ad Sjælør Boulevard«, fortæller den i dag 38-årige designer.
Han har aldrig tjent så meget som en krone på sin opfindelse, selv om modeindustrien har nydt godt af den helt op til i dag:
»Det piner mig, når jeg ser en klaphat som Nicklas Bænkner vade rundt med omvendt cap og en blondine under armen. For slet ikke at tale om Nik & Jay, der bare fører sig frem i mit gear uden nogensinde at nævne, hvor de har det fra«, siger den skuffede designer.
Sebastian Kenneth har i de sidste 22 år forsøgt at følge op på det epokegørende design og få foden indenfor i streetwear-branchen:
»Jeg har prøvet alt. T-shirts med halsudskæring i nakken, hængerøvsbukser med lynlås bagi og jakker, der tages omvendt på. Jeg troede, at jeg ville få et gennembrud med min kollektion, da ham den lille Holger blev væk oppe i Tranum Klitplantage med sin jakke lynet i ryggen, men det gav heller ikke noget«, sukker Sebastian og tilføjer:
»Det er noget lort det hele«.
LYNINTERVIEWKristian Jensen, er det rigtigt forstået, at Venstre ikke længere går ind for nulvækst i den offentlige sektor? »Vi har aldrig brugt ordet ’nulvækst’! Vi har talt om økonomisk vækst og værditilvækst, og selv har jeg af og til eksperimenteret med skægvækst. Men nulvækst har vi altså ikke nævnt på noget tidspunkt. Vi foretrækker at kalde det for ’udgiftsstop’! Og hvad er så forskellen på nulvækst og udgiftsstop? »Der er meget, meget stor forskel! Det er to helt forskellige ting! ’Nulvækst’ betyder, at de offentlige udgifter ikke må vokse, og ’udgiftsstop’ betyder, at skatteborgerne ikke kommer af med så mange penge!«. I ØVRIGT MENER JEG
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























