Rollo Svendsen - er nu helt døv.
Landbetjent A. Svendsen og hans hund Rollo er tilfredse med resultatet af sommerens frit lejde-aktion, hvor borgerne i Pandrup har kunnet aflevere våben til politiet: »Vi er tilfredse med resultatet af sommerens frit lejde-aktion, hvor borgerne i Pandrup har kunnet aflevere våben til os«, siger landbetjenten. »I starten var det ganske vist kun børn, der henvendte sig for at aflevere deres legetøjsvåben, men det fik jeg naturligvis forklaret dem, at de ikke behøvede. Dog tog jeg imod et enkelt vandgevær med tilhørende rygtank, for det er simpelthen for farligt at rende rundt og skyde med så store mængder vand, og vi skulle jo nødig have vores første drukneulykke i byen. Så nu bruger jeg geværet til at vande vores stokroser nede i bunden af haven, hvor haveslangen ikke rækker«. »Ellers er det mest gamle våben, vi har fået ind, for vi har jo ikke den store bandekriminalitet i Pandrup, hvis vi altså ser bort fra Puch Maxi Klubben, som godt kan opføre sig lidt støjende i sommermånederne, når de kører i samlet flok ud for at få sig en is. Men mig bekendt er de ikke bevæbnet med andet end kædelåse og enkelte topnøglesæt«. »Vi har dog været kaldt ud for at tage os af et større våbenlager. Det var fru Thomsen fra Garnøglen, der havde fundet en kasse fuld af våben fra krigens tid oppe på sit loft. Hendes svigersøn havde båret kassen ud i haven, og da vi kiggede ned i den, kunne vi se, at der blandt andet lå en håndgranat. Den slags kan være splintrende farlige, og ifølge reglerne skulle jeg have tilkaldt hærens ammunitionsryddere, men så skulle jeg jo have afspærret hele villakvarteret og ventet en halv dag på, at de nåede frem, og det havde jeg ikke tid til, for jeg havde aftalt at grille pølser med min søster og svoger fra Aabybro, og jeg var allerede ved at være godt sulten«. »Derfor valgte jeg at sende fru Thomsen og hendes svigersøn om på den anden side af huset, hvorefter jeg affyrede et enkelt skud imod kassen med min tjenestepistol«. »Det skulle jeg måske nok havde ladet være med, for det udløste en kraftig eksplosion, som omdannede fru Thomsens køkkenhave til et stort krater, og Rollo, som efterhånden sjældent hører efter, hvad jeg siger, havde bevæget sig så tæt på eksplosionen, at den pilede ud af haven med halen mellem benene, og da jeg fandt ham igen, kunne han overhovedet ikke høre noget«. »Men vil man ikke høre, må man jo føle, og så kunne jeg i øvrigt trøste fru Thomsen med, at jeg lige havde set et program med Søren Ryge, hvor han sagde, at det er rigtig godt at få vendt jorden i sin køkkenhave«.
