Af alle danske sportsjournalister.
Så kom FC Københavns ledelse endelig til fornuft og gjorde, som vi i ugevis har rådet den til: Fyrede den traurige belgier Ariël Jacobs og hyrede den fyrige nordmand Støvle Solbakken, som tidligere har fejret så store triumfer i Parken, hvor sejrsøllet flød i stride strømme gennem hele det skaldede fodboldgenis regeringstid.
Med Støvle Solbakkens hjemkomst er der ingen tvivl om, at FCK står foran en ny storhedstid – en guldalder, hvor de kommende ugers rejse op over nedrykningsstregen blot vil være begyndelsen på et sandt triumftog for Nordens førende fodboldklub.
For det er en styrket Støvle, der vender hjem til København med erfaringer fra tysk og engelsk fodbold, hvor han blev fyret efter ganske kort tid, fordi klubledelserne i FC Köln og Wolverhampton Wanderers simpelthen ikke fattede storheden i de visioner, som den norske mestertræner bragte med sig.
Men i FCK forstår de Støvle Solbakken. Og nok så vigtigt: Støvle forstår FCK. Derfor er vi heller ikke bange for her og nu at konkludere, at FC København atter er på ret kurs, og at det er på høje tid, at vi får bestilt noget smørrebrød. SPØRG OM POLITIK v/Svenning Dalgaard, TV 2
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























