ET BUDSKAB OM FRED OG KÆRLIGHED MELLEM MENNESKER
Af Vladimir Putin
Peace and love!
Når jeg i dag henvender mig direkte til den amerikanske befolkning og Vesten som sådan, er det fordi jeg er dybt bekymret over udviklingen i Syrien.
Ingen kan efterhånden være i tvivl om, at det frygtelige giftgasangreb imod civile blev iværksat af de syriske oprørsstyrker eller af utilpassede unge fra Damaskus’ forstæder. Derfor virker det også meget besynderligt, at Obama og hans medsammensvorne vil straffe præsident Basar al-Gassad for angrebet.
Tiden er i det hele taget løbet fra den form for militæraktioner, hvor store lande bomber små lande for at få dem til at makke ret. Det er ikke en metode, vi russere kan anbefale. Engang brugte vi selv nogle år på at bombe Tjetjenien, og efterfølgende har vi haft utrolig svært ved at finde rundt i landet, fordi der hverken er huse eller veje tilbage.
Nej, den eneste farbare vej frem for menneskeheden – og for Syrien – er fredelige forhandlinger, hvor de involverede parter stille og roligt sætter sig ned og løser deres konflikter med hjælp fra verdenssamfundet. Kun med civiliserede metoder kan vi bevæge os frem imod en fredeligere verden til gavn for vore børn og børnebørn. Men det er jo umuligt at forklare den flok bøsser, som Obama omgiver sig med. De skal være glade for, at de ikke er født i Rusland, for så skulle de hurtigt få skåret deres (forkortet af red.)
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























