ATS: Justitsminister Morten Bødeskov er ikke bange for overvågning

Lyt til artiklen

Gammel lærer med nye læsemetoder Det kan simpelthen ikke passe, at unge lærere er bedre til at lære skoleeleverne at læse end deres ældre kolleger, mener kommunelærer A. Svendsen fra Nøvling Centralskole: »Vi får Politiken på lærerværelset, når skoleinspektøren er færdig med at læse den, og forleden skrev de om en undersøgelse, som viste, at eleverne lærer at læse hurtigere, når de udsættes for de unge læreres moderne indlæringsmetoder. Det skabte naturligvis stor diskussion i spisefrikvarteret, og vi ældre lærere var enige om, at den undersøgelse ikke er det papir værd, som den er trykt på.« »For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg bruger meget tid på at udvikle nye undervisningsmetoder. Også når det gælder læsning. Således benytter jeg ikke længere den gamle udgave af ’Søren og Mette’, men har lavet min egen version på fotokopier, hvor jeg tager udgangspunkt i emner, der interesserer eleverne«, fortæller kommunelæreren og giver dette eksempel: Sø-ren og Met-te ser et dyr.»Hvad er det for et dyr?«, spør-ger Met-te.»Det er en bæ-ver«, si-ger Sø-ren.»Nå, den lil-le in-ge-ni-ør!«, si-ger Met-te.»Net-op!«, si-ger Sø-ren. »På denne måde bringer jeg eleverne direkte ind i en verden, som de kender fra den øvrige undervisning, hvilket letter deres indgang til læsningen, og det er helt tydeligt, at børnene er glade for det. Jeg har i hvert fald sjældent set dem så begejstrede, som når læsetimerne med mig er slut«, fortæller A. Svendsen.
Lynjustitsinterview
Justitsminister Morten Bødeskov, kan det virkelig passe, at den danske regering slet ikke er blevet overvåget af de amerikanske efterretningstjenester? »Jeg har for indeværende ingen oplysninger om, at noget sådant skulle have fundet sted, men kan i øvrigt ikke udtale mig om spørgsmål, der vedrører forholdet til fremmede magter, og for så vidt angår de ting, der har været fremme i medierne, kan jeg kun sige, at den danske regering helt generelt tager afstand fra alle former for overvågning, som der ikke er et nationalt eller bilateralt retsligt grundlag for«. Så du er ikke nervøs for, at du selv er blevet overvåget? »Nej, og hvis det endelig skulle være foregået, har de næppe forstået et ord af, hvad jeg har sagt!«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her