ATS: Borgmester i Ny Væmmelse tror på genvalg

Lyt til artiklen

VOR UDVISNINGSQUIZ Hvad hedder den særlige politiske manøvre, der går ud på at sende 7-årige piger ud af landet for derefter at hente dem retur? Se svaret nederst i Organet!Aage Nielsen – vil ikke males med fødderne.BORGMESTER FØLER SIG SIKKER PÅ GENVALG Borgmester i Ny Væmmelse Kommune Aage Nielsen tror på en kæmpe valgsejr i dag og er overbevist om, at Aage-effekten vil trække en stribe af de andre kandidater på Fælleslisten med ind i byrådet. »Selv om det ikke ligger til mig at prale med mine bedrifter, føler jeg mig temmelig sikker på, at borgerne i kommunen vil belønne min indsats for at bringe Ny Væmmelse på verdenskortet i en global verden på den lange bane fremadrettet«, siger borgmesteren, der fremhæver sit besøg for nylig i Ny Væmmelses venskabsby Las Vegas som et eksempel på sit internationale format. »Min kone, Aase Nielsen, og jeg blev kørt gennem byens hovedgade i åben vogn bag en lastbil med præmierede kalkuner, og den slags er bestemt ikke enhver politiker beskåret. Det viser, hvor værdsatte vi er ude i den store verden«. Trods udsigten til succes tillader Aage Nielsen ikke sig selv at slappe af på valgdagen. »Jeg skal rundt til alle valgsteder og dele gratis eksemplarer af Aage-bogen – 'De første fire år med Aage' – ud til alle vælgerne. Heri kan de læse om de mange projekter, jeg har stået bag – lige fra opstillingen af Kukur Olafssons skulptur 'Dystopisk morgenrøde III' på parkeringspladsen bag Kvickly til projekteringen af 'Museum of Any Art', og hvis nogen ønsker en personlig hilsen i bogen, får de naturligvis det, ligesom jeg har karameller med til deres børn«, siger Aage Nielsen. »Skulle det helt utænkelige ske, at en anden tager borgmesterposten, har jeg såmænd også forberedt mig på det, idet jeg har bedt mine kone, Aase, om at male et portræt af mig, som skal hænge ved siden af de andre tidligere borgmestre. Mange kommuner betaler raskvæk 200.000 kroner for sådan et portræt, men jeg har sagt til Aase, at hun ikke skal regne med mere end 175.000 kroner«. »Der bliver forhåbentlig ikke brug for portrættet lige med det første, men hun kan lige så godt begynde nu, for det er jo ikke en livsstilling at være borgmester. Aase deltog for et par år siden i et malerkursus på Vrå Højskole og har lige siden været kommunens førende på sit felt sammen med den mundlamme fodmaler Birgitte Aabo. Men selv om Birgitte Aabo bestemt er dygtig, synes jeg alligevel, at et borgmesterportræt er for vigtigt til at blive overladt til en fodmaler«.

SVAR PÅ UDVISNINGSQUIZ
Eksport-Import.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her