ATS' valgredaktion har spurgt tilfældige danskere, om de vil stemme til regionsvalget: Freddy Nielsen, pladesmed, Skævinge:
»Nej, det ved gud, jeg ikke skal. Jeg er ateist«. Oluf Bragsted, skohandler, Halvstore Fuglede:
»Ja, det har man pligt til som borger i et demokratisk land, og selv om afstemningerne er hemmelige, så har jeg ikke noget imod at fortælle, at min stemme går til Allan Simonsen«. Ghittaaa Kukkeluk Ooohlsseen, numerolog, Albertslund:
»Jeg stemte på det der sidste gang og hørte aldrig fra dem igen. Det ville ellers have været dejligt at vinde en gryde til mit nye induktionskomfur. Men når man ikke får noget den anden vej, som man siger, ikke sandt, kan man jo lige så godt blive hjemme på en måde, hvis du forstår?«. Rudolf Talchum, fodgænger, Aalum:
»Min kone og jeg kan aldrig blive enige om, hvem af os der skal stemme på hvad. Sidste gang blev vi enige om, at jeg skulle stemme til kommunen, mens hun skulle klare regionen, og i år skulle det så være omvendt. Men nu siger hun, at det var mig, der stemte til regionen sidste gang, og så er vi jo lige vidt.
Siger du, at man kan stemme begge steder? Det lyder meget mærkeligt, synes jeg. Og hvilken en af stemmesedler skal man så udfylde først?«.
På baggrund af ovenstående minirundspørge konkluderer valgforsker Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, at det endnu er umuligt at sige noget entydigt om resultatet af tirsdagens valg til regionsrådene.
FORVENTNINGSPRES PÅ MICHAEL LAUDRUP
En række danske fodboldfans nærer store forhåbninger til Michael Laudrup, efter at han er kommet på lønningslisten hos PFA.
»Vi satser på, at han kan overtale Morten Olsen til at gå på pension, siger en fodboldtosse, der ønsker at være anonym«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























