Hej skat! Hvorfor er du så tidligt hjemme i dag?
»Det skyldes, at Enhedslisten på grundlag af de oplysninger, som jeg fremkom med på samrådet i Folketingets Retsudvalg, ikke længere mente, at de kunne have tillid til mig som justitsminister!«. Er du så ikke minister længere?
»Nej, jeg har valgt at trække mig i erkendelse af, at det parlamentariske grundlag for mit fortsatte virke i regeringen ikke længere er til stede!«. Nå, det var godt nok ærgerligt. Men så har du jo tid til at tage med i Ikea i morgen eftermiddag!
»Du har over for mig tilkendegivet, at du gerne vil besøge Ikea i morgen eftermiddag, men det kan desværre ikke lade sig gøre i det pågældende tidsrum!«. Hvorfor ikke?
»Fordi det ikke passer ind i Københavns politidirektørs kalender!«. Jamen, ham havde jeg nu heller ikke tænkt mig at tage med derud!
»Nå nej! Det var en forklaring, jeg konstruerede til lejligheden, fordi jeg ikke kunne oplyse dig om den virkelige årsag til, at arrangementet ikke kan gennemføres som planlagt. Men det kan jeg heldigvis nu. Det skyldes simpelthen, at der er en alvorlig trussel imod din sikkerhed i Ikea. Det kan gå gruelig galt, hvis vi tager derud!«. Hvad kan gå galt?
»Jeg kan desværre ikke gå i detaljer, da jeg har tavshedspligt, men ifølge mine efterretninger vil det i en krisesituation være umuligt at komme ud derfra uden først at skulle rundt på samtlige etager, herunder afdelingen for køkkentøj og pyntegenstande, og det kan jeg simpelthen ikke tage ansvaret for!«.
Breaking news
Statsminister Helle Thorning-Schmidt oplyser, at Karen Smækkerup er udnævnt til ny justitsminister og inden nytår vil fremsætte forslag om genindførelse af pryglestraffen.
Samtidig er Holger Grå Nielsen udnævnt til udenrigsminister, da han i forvejen er lidt fjern i blikket. Rokaden berører ikke Morten Olsen, der fortsætter som landstræner.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























