DAGENS TEKST: HELBREDELSEN AF DEN LAMME
Metteusevangeliet, v. 1-9
Og Mette Frederiksen forlod Geskæftigelsesministeriet og gik ud i sin by. Og se, der kom nogle til hende med en lam, der lå på en seng. Da Mette Frederiksen så den lamme, sagde hun til ham: »Glæd dig, min søn, for nu har du ligget der i fem måneder, men nu tager jeg dine sygedagpenge fra dig, og så vil du straks få det meget bedre«.
Men nogle af de skriftkloge fra Uenighedslisten sagde ved sig selv: »Hun spotter de syge og ødelægger velfærdssamfundet!«.
Mette Frederiksen så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte?«. Og så sagde hun til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå på arbejde!«.
Og han rejste sig og gik på arbejde. Da folkeskarerne så dette, blev de grebet af stor ærefrygt og priste Mette Frederiksen, der havde en sådan myndighed. Dagen efter faldt den lamme godt nok ned ad en trappe på sit arbejde og døde, men det var jo ikke hendes problem.
TROLEX FULGTE ALLE REGLER I SKATTESAG
Den sidste afhøring i skattesagen af tidligere skatteminister Trolex Lund Poulsen afslørede, at der ikke er en finger at sætte på hans håndtering af skattesagen mod Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock.
»Jeg har på intet tidspunkt blandet mig i sagen. Det ville være utidigt«, siger Trolex Lund Poulsen.
»Derimod har jeg taget min tilsynspligt som minister alvorligt og flere gange spurgt mine embedsmænd, hvordan sagen udviklede sig. Man ville kunne beskylde mig for sjusk, hvis jeg ikke havde snaget ... undskyld ... taget tilsynspligten alvorligt«.
Trolex Lund Poulsen oplyser, at han desuden som ansvarlig minister følte det som sin pligt at viderebringe rygtet om Stephen Kinnocks påståede homoseksualitet til sine to ministersekretærer:
»Det modbydelige homorygte, som sammen med skattesagen kunne have ødelagt Helle Thornings muligheder for at vinde valget, ville uden tvivl være kommet pressen for øre på et tidspunkt, og derfor anså jeg det som min pligt at orientere dem om rygtet, så de ikke ville stå fuldstændig uforstående over for de mange spørgsmål«, forklarer Trolex Lund Poulsen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























