ATS: Højdepunkter fra 'Badehotellet'

Lyt til artiklen

Anja Andersen – får lov til at låne stuepigetøj.


HØJDEPUNKTER FRA ’BADEHOTELLET’

1. afsnit

Ole Thestrup er blevet træt af at spille brovtende bonderøv på de københavnske teatre. Derfor har han giftet sig med Bodil Jørgensen og er rejst til Nordjylland for at blive brovtende vært på Badehotellet.

Her har han ansat en ny pige i køkkenet, som viser sig at ligne håndboldspilleren Anja Andersen. Ole Thestrup mener, det vil gøre indtryk på hotelgæsterne, hvis de får serveret mad af Anja Andersen, men han synes på den anden side ikke, at hun skal stille op i landsholdsdragt. Derfor beder han en af de andre stuepiger om at udlåne tøj til Anja.

Det nægter den anden stuepige imidlertid. Hun er nemlig sur over, at håndboldlegenden kommer driblende ind i tv-serien og straks får hovedrollen.

Det ender dog alligevel med, at den sure stuepige må finde tøjet frem til Anja Andersen, som lige når at få det på, inden gæsterne kommer.

Lars Ranthe og hans familie er de første, der ankommer. På vejen kører de nogle høns ned, og det er ikke så godt, for senere nægter dyrenes ejer at levere æg til Badehotellet, før Lars Ranthe har betalt ham erstatning for tab af forsørger.

Hønseejeren hedder Morten, og ham er Anja Andersen tydeligvis meget interesseret i, selv om hun ellers ikke er til mænd.

Morten er også interessant for Lars Ranthes datter, som helt fra starten har været dødtræt af at skulle spille med i en tv-serie så langt ude på bøhlandet. Hun ville meget hellere have festet igennem med en veninde i Hornbæk end sidde og spise stegte rødspætter sammen med en frikadelle af en skuespiller og hans gravide kone og en kedelig kontorchef, der er mest optaget af at lytte til sin dampradio.

Efter et mislykket forsøg på at slippe væk fra Badehotellet aftaler Lars Ranthes sure datter med sin veninde i Hornbæk, at de begge skal finde sig en fyr og se, hvem af dem der først kan gå hele vejen.

Vælger Lars Ranthes sure datter at gå ad markvejen, der fører forbi Mortens hus, eller finder hun en helt anden vej? Er der overhovedet andre veje på det gudsforladte sted?

Har Ole Thestrup flere høns at plukke med Anja Andersen? Når Anja frem til en ægløsning med Morten, eller vil hendes far, den astmatiske møller, fortælle hende, at hun ikke både kan blæse og have mel i munden? Og hvordan kan Bjarne Henriksen være gæst på Badehotellet, når han lige er blevet henrettet som medlem af Hvidstengruppen?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her