FØRSTE BUD PÅ SANG OM MODERNE LANDBRUG
Landbrugets Kulturfond har udskrevet en konkurrence, hvor man kan vinde 30.000 kroner for den bedste sang om moderne landbrug. Her er det første bud:
Melodi: I en kælder ...
I en svinestald så fin:
gulve fyldt med tremmer.
Grise på penicillin.
Gyllelugten emmer.
En fikseret so så glad –
det er danskens aftensmad.
Det er tid at hylde:
Højt hurra for gylle!
Malkekvæg, der går på græs,
det er vildt besværligt.
Bonden risikerer stress –
ville vær’ ubærligt.
Indendørs, der går det godt,
malkning klares med robot.
Sikke tiden flyver
med et turboyver!
På Jens Hansens bondegård
sker der mangt og meget.
Dyrene får liggesår,
men bli’r også plejet.
For det gi’r den bedste pris,
hvis de heler så betids,
at de virker sunde,
før de går til grunde!
Til Landbrugets Kulturfond: Pengene kan overføres til ATS’ konto i Power Bank (tidligere Assentoft & Nærmeste Omegns Sparekasse), reg.-nr. 7913, konto-nr. 00012014.
KØB & SALG
Sælges: Næse, ikke brugt (fejlkøb).
Henv. P. Skipper, Uenighedslisten
ATS FRI
Efter inspiration fra TV 2 Fri har vi anbragt et dødt dyr i bunden af ATS for at se, hvad der sker med det. Indtil nu er der ikke rigtig sket noget, men sådan er det jo ofte i naturen.
Eksperimentet har i øvrigt allerede medført en stigning i vores læsertal. Dyret er indtil nu blevet set af 1.231.411 læsere, og det har overbevist os om, at døde dyr bør være et af redaktionens væsentligste indsatsområder i de kommende år.
Du kan følge det døde dyr i næste uge her på ATS (dog undtagen i morgen, hvor dyret må vige pladsen for det ugentlige resumé af handlingen i ’Badehotellet’).
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























