GUD: MIN PLIGT AT SÆLGE UD AF PARADIS
I et eksklusivt interview med ATS forsvarer Gud i dag sin plan om at sælge 19 procent af Paradis til Djævelen for at skaffe ny kapital til virksomheden:
»Jeg er godt klar over, at det ikke er en populær handel, men jeg er heller ikke sat i verden for at være populær. Mit mål er at sikre, at der også findes et Himmerige med plads til alle om tusind år«, siger Gud.
Så du har ingen moralske skrupler over at sælge til Djævelen?
»Nej, for det var ham, der gav det bedste tilbud, og det er ingen hemmelighed, at Paradis har kørt på pumperne længe. Der er akut brug for kapital, hvis virksomheden skal fortsætte i sin nuværende form, og det går jeg ud fra, at alle er interesseret i, at den gør«.
Men kan du forstå, at nogle er betænkelige ved at give Djævelen vetoret i himmelske spørgsmål?
»Jeg har selvfølgelig bemærket kritikken. Men det er nu engang sådan, at man som investor skal have visse garantier for sin investering, så når Djævelen lægger penge i virksomheden, er det kun rimeligt, at han får en plads i bestyrelsen ved siden af mig selv, min søn og Helligånden. Man skal også huske, at vi kan have stor nytte af Djævelens ekspertviden på områder som opvarmning og kundefastholdelse«.
UNG BANKKUNDE MISTÆNKT FOR TERROR
Bankerne går grundigt til værks i kampen mod hvidvaskning og terror.
Kære Lasse
Vi kan se, at du siden din 10-års fødselsdag i 2011 har haft en Bøllemand Bob Konto hos os. Dit indestående er for tiden 37 kroner.
Vi har en formodning om, at kontoen benyttes til hvidvaskning og/eller terror, da vi har observeret flere mistænkelige transaktioner. Således skulle der på et tidspunkt være indkøbt et Brøndby-flag og senere en Brøndby-nøglering samt et par Brøndby-vanter.
Vi skal derfor bede dig dokumentere, at du er den, du giver dig ud for at være, og at du er i besiddelse af de i BIF Shoppen indkøbte varer, samt at du alene har tænkt dig at anvende dem til fredelige formål.
Med venlig hilsen
Arbejdernes Landsbank
ATS FRI
Sneen er smeltet, så man atter kan se det døde dyr, som vi har anbragt her i bunden af spalten. Kom så ikke og sig, at der ikke sker noget i naturen!
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























