Bodil Jørgensen må konstatere, at Ole Thestrups død giver travlhed og forvirring i Badehotellets køkken.
HØJDEPUNKTER FRA 'BADEHOTELLET'
5. afsnit
Ole Thestrup er død, men Lars Ranthe skal ikke med til hans begravelse. Det skal seerne heller ikke, for der er ikke råd til at lave optagelser andre steder end på og lige omkring Badehotellet.
Flere af de medvirkende synes også, at det hele er ved at blive lidt for ensformigt, så de beslutter at flytte til et andet hotel.
Efter Ole Thestrups bortgang står Bodil Jørgensen alene tilbage med ansvaret for at drive Badehotellet. Heldigvis får hun god hjælp af stuepigen Anja Andersen, som i sin sparsomme fritid har fået så meget smag for mænd, at hun er blevet en slags kæreste med Hønsemorten.
Waage Sandøs søn har tilsyneladende også fundet ud af, at han er til mænd. Han bliver i hvert fald opsøgt af en fyr, som er i besiddelse af kompromitterende billeder fra hans deltagelse i Prideparaden. Manden truer med at sende billederne til Waage Sandø, hvis han ikke får penge. Det får han, men ikke nok, for der er jo stadig et afsnit tilbage, så man kan ikke bare afslutte sagen.
Den mindste af snobberne fra ’Rytteriet’ er helt forvirret, fordi nogen har fjernet hans udstoppede glente. Sammen med skuespillerfrikadellen Weyses gravide hustru går han i gang med at lede efter den forsvundne fugl, som viser sig at være gemt af vejen i et pulterrum. Ingen ved, hvem der har stillet den der, men det har snobben så sandelig tænkt sig at finde ud af. Det er vist det, man kalder en cliffhanger.
Hønsemorten tager Lars Ranthes sure datter med ud at sejle. Senere bliver han sejlende fuld og tager hende på stranden. Forinden har han været oppe at slås med hendes far, der om muligt bliver endnu surere end sin datter, da han antræffer Hønsemorten i spisesalen, hvor han som fattigrøv ikke har noget at gøre.
De tilbagevendende badescener med den sure datter er nu afløst af nøgenbadning for de lidt ældre fruer. Det kan Lars Ranthe og Bjarne Henriksen godt lide at se på, og da Bodil Jørgensen oven i købet serverer flæskesteg til afskedsmiddagen – og da der alligevel kun er et enkelt afsnit tilbage – beslutter de at blive på badehotellet.
Bliver Anja Andersen lesbisk igen, efter at Hønsemorten har bedraget hende? Hvad siger Waage Sandø til, at hans søn er mahognibøsse? Vil det lykkes for frikadelleskuespilleren at komme i benklæderne på kontorchefens hustru? Og vil Lars Ranthes øjne poppe helt ud af hovedet, inden sæsonen er slut?
Se 6. og sidste afsnit af ’Badehotellet’ på TV 2 i dag!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























