Den reformerede folkeskole med mere fokus på bevægelse og motion har allerede givet de første resultater. Her er det Malthe fra 6.b på Bimlemosegårdskolen i Næstved, der poserer for fotografen.
HVAD SYNES DU OM DEN NYE FOLKESKOLE?
Lars Ole, 5.c:
»Det er sygt hårdt at gå i den nye folkeskole! Vi har hoppet tabellerne i matematik og lavet løbeorddiktat i dansk og gået på hænder, imens vi sang: »I am, you are, he and she and it is, we are, you are, they are too« i engelsk. Og hver gang vi troede, at vi endelig kunne slappe lidt af, er vi blevet sendt ud og spille stikbold og høvdingebold og rundbold og løbe orienteringsløb og lege stjæl fanen og alt muligt. Efter den første uge er jeg allerede helt smadret og trænger bare til at spille 'Clash of Clans' og drikke cola hele weekenden!«
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























