KÆLEDYRSCOACH GIK GLIP AF PUDEBETRÆK
Kæledyrscoach Trunte Engholm, Herlev, føler sig forfulgt af uheld, efter at hun forleden måtte gå forgæves efter Søstrene Grenes nye kollektion af pudebetræk. Det skete kun nogle få dage efter, at hun ligeledes forgæves havde forsøgt at få fat i Kählers jubilæumsvase.
»Jeg var grædefærdig og tænkte: 2 gange i træk. Det sker bare ikke for dig, Trunte«, fortæller Trunte Engholm, der overvejede at søge psykologisk bistand for at komme videre med sit liv.
»Men så var det, jeg indså, at den bedste løsning på længere sigt ville være at opsøge en numerolog. Så i dag hedder jeg faktisk Grynthe-Melany Ganzelmoose«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























