Borgmester Aage Nielsen – holder sig i form i gildesalen.SPORTEN SÆTTER VÆMMELSE PÅ VERDENSKORTET Ny Væmmelse er blandt de kommuner, der bruger flest penge på sport. Det viser en undersøgelse, som ATS har foretaget i samarbejde med DGI. »Det er meget glædeligt, for der er tale om en helt bevidst strategi fra vores side«, siger borgmester Aage Nielsen. »Vi har simpelthen konstateret, at når det gælder om at brande Ny Væmmelse i en globaliseret verden, så er der ikke noget så effektivt som idræt«. »Tag nu bare Væmmelse Gymnastikforening, der sidste år hjembragte danske mesterskaber i disciplinerne ’springgymnastik for tykke damer’ og ’mærkværdige øvelser på gulv’. Eller Væmmelse FC’s sandkassehold, der nåede helt frem til semifinalen ved Svampebob Firkant Cup i Holsted. Eller vore unge kapgængere, som helt sikkert ville have vundet medaljer ved sidste års danmarksmesterskaber i Vejle, hvis ikke de var gået forkert«. »Alle disse fremragende idrætspræstationer har været med til at slå Ny Væmmelses navn fast med syvtommersøm rundt omkring i landet. Og de ville aldrig være blevet til noget, hvis vi ikke havde støttet de pågældende foreninger. For eksempel har det været helt afgørende for de tykke gymnastikdamer, at de har kunnet træne på et særligt forstærket springbræt, som er stillet til rådighed af kommunen«. »Vi har i den forbindelse opnået en betydelig synergieffekt, idet de tykke springdamers bræt er købt lokalt gennem Væmmelse Sport v/ Tonny Pedersen, som ved samme lejlighed har opstillet et fuldt udstyret billardbord i min gildesal. Det er jo vigtigt, at også den brede del af befolkningen, som både jeg og de fleste af mine venner tilhører, får rørt sig. Og det gør vi, når vi rejser os fra middagsbordet og går ned i gildesalen for at slutte aftenen med nogle whiskysjusser og en gang skomagerbillard«. »Jeg er på denne baggrund stolt over at kunne konstatere, at Ny Væmmelse lever fuldt og helt op til sit ansvar som en moderne, fremtidsorienteret kommune ved at sætte borgernes sundhed i centrum på såvel den korte som den lange bane«. FJEL & MNAGLERHvæsernes Redaktør skriger: Vort Tillæg skrev forleden, at fhv. minimalstatsminister Anders Fjogh Rasmussen havde en nøglerolle i beslutningen om Irakkrigen. Der skulle naturligvis have stået løgnerolle. Vi klabeger sålfjelen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























