BORGMESTER: HOS OS HAR KUNSTEN HØJESTE PRIORITET

Borgmesteren i Ny Væmmelse Kommune, Aage Nielsen, er ikke overrasket over en ny undersøgelse, der viser, at kommunerne bruger stadig flere penge på kultur

»Som de fleste ved, har Ny Væmmelse for længst markeret sig på det globale verdenskort som en ambitiøs spiller med en innovativ agenda inden for kunst og kultur på den lange såvel som den korte bane, og selv om det nu også er gået op for andre kommuner, at det kan betale sig at satse på dette område, skal de løbe stærkt for at nå op på siden af Ny Væmmelse«, siger Aage Nielsen.

»Allerede, da vi lod en af byens fornemmeste pladser, p-pladsen bag Kvickly, udsmykke af den lokale kunstner og kraniofækalterapeut Kukur Olafsson, der med sit værk ’Dystopisk Morgenrøde III’ skabte en aha-oplevelse hos alle de parkerende bilister, ragede Ny Væmmelse op blandt andre kommuner på kunstens himmel«.

»Værkets helhed bestående af forvredne og sammensvejsede metaldele er unikt sammenlignet med, hvad andre kommuner har stående, og det er blevet et brand for Ny Væmmelse. Et kunstværk, der hele tiden udvikler sig i nye og spændende retninger. Som for eksempel, da en ølbil i forbindelse med en leverance til Kvickly bakkede ind i ’Dystopisk Morgenrøde III’, som derved kom til af hælde en smule til den ene side, ligesom ølbilens kofanger sad fast i skulpturen«.

»Kukur Olafsson besigtigede skaderne, men efter at have forhandlet med ølbilens chauffør, som tilbød at levere en kasse guldøl om måneden på Kukurs hjemadresse kvit og frit, mente han, at påkørslen faktisk tilførte værket en helt ny og spændende dimension«.

»Men Ny Væmmelses kulturagenda rækker langt videre end det. Sidste år bevilgede kommunens kulturudvalg således, med min mellemkomst, penge til Væmmelse Dilettanternes opførelse af ’Sommer i Tyrol’, idet vi betalte for rekvisitter og kostumer. Min egen kone, Aase Nielsen, som har været en ivrig dilettant i flere år, havde udset sig rollen som den smukke, kvindelige hotelejer Josepha Maria Gabriela Vogelhuber, men da de ikke kunne finde en dirndlkjole i den rette størrelse til hende, gik rollen til en anden«.

»Det var hun selvfølgelig ked af, men som jeg sagde til hende: ’Aase, du er Josepha Maria Gabriela Vogelhuber i ånden!’. Og det vigtigste er trods alt, at forestillingen bliver til noget, så Ny Væmmelse også gør sig bemærket inden for international scenekunst«.