Efter de to første dage med Aula har kommunelærer A. Svendsen fra Nøvling Centralskole vendt tommelen nedad for skolernes nye kommunikationsplatform:
»Jeg gik som det første ind på Aula og oprettede et særligt Bæverforum, hvor jeg havde tænkt mig, at lærere, forældre og elever med udgangspunkt i filmen ’Bæveren – den lille ingeniør’ kunne udveksle viden om de gesvindte skabninger og deres utrolige evner som dæmningsbyggere. Men der er ikke en eneste, der har tilmeldt sig den pågældende gruppe, og det kan efter min mening kun skyldes, at Aula er opbygget på en måde, som ikke giver brugerne et ordentligt overblik over mulighederne«, lyder det fra en skuffet kommunelærer.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























