Adskillige fyrværkeriudsalg har i år gjort noget ekstra for miljøet. En af dem er indhaveren af Feldballe Autolakering, Antikhandel og Fodterapi, Erling Gratland, der hvert år i november og december udvider sin forretning med salg af raketter, kanonslag, batterier og fontæner.
»Hele verden taler om klimaet, og fyrværkeribranchen er selvfølgelig også nødt til at tage det alvorligt«, siger han. »Vi har derfor indført pant på vores fyrværkeri, så hvis man afleverer det til os i det nye år, kan man få en gratis fodbehandling. Naturligvis forudsat at man har en tilstrækkelig mængde med, og at det kan godtgøres, at det er købt hos os. Det kan selvfølgelig være svært at dokumentere, hvis det er sodet til, men det vigtigste er efter min mening også at sende et signal til brugerne om, at vi er med på klimavognen«, siger Erling Gratland.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























