Ikke nok med, at kulturminister Joy Mogensen for nylig erklærede, at hendes favorit-cd i 90’erne var ’Absolute Music 2’. I går afslørede en af hendes gamle veninder, at ministeren i samme periode både havde danset og nynnet til Birthe Kjærs ’Den knaldrøde Gummibåd’.
»Det kommer slet ikke bag på mig«, siger kulturjournalist på Belgiske Tidende Søren Jacobsen Damm. »Det er skrækkeligt at tænke på, at en kvinde med en så forsimplet og åndløs smag skal styre Danmarks kulturliv. Tænk, at fornemme kulturinstitutioner som Det Kgl. Teater skal styres af en så indskrænket person. Hvad skal der blive af den kongelige ballet, hvis dens øverste chef foretrækker at danse rundt til platte danskpop-schlagere. Uf, siger jeg bare«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























