47-årige Preben Sørensen fra Sæby takker sin skaber for, at det lykkedes ham at overtale konen til, at de blev hjemme i stedet for at tage i Ikea i Aalborg i onsdags.
»Da jeg hørte om de stakkels mennesker, der skulle tilbringe hele natten i møbelhuset, gik det op for mig, hvor heldig jeg havde været, og hvor hård skæbnen en gang imellem kan være. Det gjorde et stort indtryk på mig, og om natten vågnede jeg badet i sved efter et mareridt om, at jeg selv var blandt Ikea-ofrene«, fortæller Preben Sørensen. »Min kone, Lis, kan ikke få nok af Ikea, og hun vil af uforklarlige årsager have mig med hver gang, selv om hun ved, at jeg får klaustrofobi-fornemmelser, i samme øjeblik vi træder indenfor«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























