HVÆSERNE MENER
Allan Klagenfurt, pens. merkonom, Købenavn K:
Tænk, at man skulle opleve det i sin levetid! At fjolserne på Rådhuset har truffet en beslutning til gavn for os, der bor i indre by! Jeg blev nødt til at konsultere min læge for at tjekke, om jeg var ved mine fulde fem. Om jeg havde læst rigtigt. Jo, minsandten: Byens politikere, der for år tilbage omdannede hele indre by til en partyzone, »fordi København skal være en levende by«, har besluttet, at flere gader i city skal lukkes om natten for at sætte en stopper for den paradekørsel, der nu i flere år har frataget os nattesøvnen. Svulstige BMW’er, Mercedeser, Audi’er og det, der er værre, med brølende motorer, heftige musikanlæg, der spiller dåsemuzak af anden festlig herkomst og med pusher-typer bag rattet, må finde nye steder at lufte deres vulgære køretøjer og ditto tøjstil.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























