Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vil bruge de kommende dage på at finde ud af, hvordan Danmark bedst undgår muslimsk vrede.
»Der er mange løsningsmodeller. Kan vi for eksempel bede Beredskabsstyrelsen om at udstede et afbrændingsforbud ligesom under tørken, men med den forskel, at forbuddet her kun skal gælde i nærheden af ambassader? Og inden for hvor stor en radius skal det gælde? Skal vi indføre et generelt forbud mod Rasmus Paludan og hans ligesindede? Skal vi implementere dele af sharia i dansk lovgivning, hvis det er, hvad de muslimske lande kræver for ikke at brænde vores flag og ambassader af? Skal vi opfordre dronningen til at give den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, Elefantordenen for hans eliminering af kritikeren Jamal Khashoggi? Det er alt sammen noget, vi må se på. Men det er vigtigt, at vi samtidig undgår at knægte ytringsfriheden og fastholder, at vi ikke ligger under for pres fra regimer, der hverken kender til ytringsfrihed, menneskerettigheder eller demokrati«, siger Lars Løkke Rasmussen. »Hov for resten. Den sidste sætning vil jeg gerne have slettet. I det mindste i den arabiske oversættelse«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























