FACEBOOK-MIRAKEL
57-årige Irene Grabow fra Tilst lykkedes i går med at skrive det første Facebook-opslag om situationen i Gaza, som indtil nu ikke har skabt vrede, had og trusler.
»Jeg begynder med at tage klart afstand fra Hamas’ terror, og så følger jeg op med en helhjertet støtteerklæring til alle civile i Gaza. Så skriver jeg noget forsonende om hummus, som jeg faktisk synes er rigtig lækkert, og så slutter jeg af med lidt kritik af mediernes dækning og en opfordring til yderligere humanitær nødhjælp. Opslaget har fået vildt mange likes, og det er altså både fra Mikkel Andersson, Henrik Dahl, Ditte Giese og Asmaa Abdol-Hamid, og mig bekendt har de aldrig været enige om noget som helst før«, udpensler Irene Grabow, der nu agter at bruge sin opsparede velvilje på de sociale medier til at skrive et opslag om, at stigningen i antallet af børn og unge med psykiske diagnoser skyldes dårlig opdragelse.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























