Her til formiddag slutter første etape af Andreas Mogensens 10 dage lange rumrejse. Han og de to kosmonauter Aidyn Aimbetov og rumkaptajn Sergej Volkov skal efter 51 timers rejse i vægtløs tilstand koble sig til Den Internationale Rumstation (ISS) med det lille Sojus-rumskib med en hastighed på 29.200 km/t. i 400 kilometers højde.
På spidsen af rumskibet sidder et spyd – en stålstang – som skal ramme en tragt på rumstationen, som vil føre spyddet ind i et hul og forene de to rumfartøjer, der størrelsesmæssigt kunne være rummets svar på David og Goliat. For mens rumskibet vejer cirka 7 tons, vejer Den Internationale Rumstation 450 tons, hvor solpanelerne alene fylder det, der svarer til 4 fodboldbaner.


























