Truslen om at lukke for Facebook og Instagram i Europa er en af ugens store historier. Selv måtte jeg sætte min telefon på lydløs, fordi en horde af journalister skulle bruge en ekspert til at give et bud på, hvad der foregik, og om Mark Zuckerbergs selskab Meta mon ville gøre alvor af truslen eller bare klynkede af strategiske grunde.
Meta selv gav ikke så mange forklaringer og havde placeret emnet langt nede i dets seneste kvartalsrapport. Den peger på, at europæiske lovgivere i stigende grad sætter en stopper for, at techvirksomheder frit kan høste data i Europa og kommercialisere dem i USA, og på anden vis gøre, som de vil med vores data. Datahøsten har hidtil været skjult, uden hæmninger og med meget lidt fokus på beskyttelse og privatliv. Hvis virksomhederne skal leve op til europæisk lovgivning om databeskyttelse og lade europæeres data forblive i Europa, så bliver det sværere at drive den slags forretning, som er baseret på brugerdata.


























