Vejle rykker ud af Superligaen på grund af personlige fejl, siger Lasse Nielsen, der begik straffespark.

Vejle-profil: Personlige fejl skyld i nedrykningen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det var ikke kun modstanderne alene, der fældede Vejle. Gang på gang er klubben snublet over egne ben - og til sidst kostede det pladsen i Superligaen.

Således er personlige fejl ifølge Vejle-spiller Lasse Nielsen den afgørende faktor bag Vejles nedrykning til 1. division.

Det fortæller han til TV 2 Sport efter onsdagens 1-2-nederlag til Silkeborg IF, som endegyldigt beseglede vejlensernes skæbne.

»Det er en dobbelt nedtur i dag med nederlaget og nedrykningen. Vi taber på de sidste marginaler og detaljer«, siger forsvarsspilleren.

Mod Silkeborg gentog Vejle et mønster, der har præget flere af vejlensernes kampe i foråret.

Indstillingen og strukturen er i orden, men holdet mangler kvalitet i de afgørende momenter.

»Vi er lige ved og næsten, men det sidste mangler, og det betyder desværre også, at vi står, hvor vi står«, siger Lasse Nielsen.

Den 38-årige stopper blev skurken, da han sent i opgøret nedlagde Callum McCowatt i feltet og blev udvist med sit andet gule kort.

Tonny Adamsen var sikker fra straffesparkspletten og blev matchvinder.

Vejles sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, erkender, at nedrykningen har været undervejs i noget tid.

Derfor kommer det ikke som et chok, siger han og tilføjer, at det ikke har krævet ’Nobelprisen i matematik’ at regne ud, hvilken vej pilen har peget.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her