X, det sociale medie, er faldet markant i værdi, siden Elon Musk købte selskabet, der dengang hed Twitter.

Elon Musks X er halvt så meget værd som Twitter

Værdien af X, som tidligere hed Twitter, er mere end halveret, siden Elon Musk købte det sociale medie for et år siden, viser interne dokumenter, som The New York Times har haft adgang til. Arkivtegning Claus Nørregaard
Værdien af X, som tidligere hed Twitter, er mere end halveret, siden Elon Musk købte det sociale medie for et år siden, viser interne dokumenter, som The New York Times har haft adgang til. Arkivtegning Claus Nørregaard
Lyt til artiklen

Det sociale medie X, der tidligere var kendt som Twitter, er i dag omkring 55 procent mindre værd, end da Elon Musk købte selskabet, viser interne dokumenter, som The New York Times har fået adgang til.

Musk betalte 55,2 dollar per aktie, da han købte Twitter for lidt over et år siden. Samlet lød prisen på 44 milliarder dollar – eller omkring 310 milliarder kroner. Værdien af selskabet, hvis navn Musk efter opkøbet ændrede til X, lyder dog ifølge The New York Times i dag på 19 milliarder dollar.

I marts skrev Musk i en e-mail til sine ansatte, at selskabet ifølge ham blot var 20 milliarder dollar værd. Han kaldte yderligere selskabet for det omvendte af en startupvirksomhed.

X’s egen værdiansætning kan læses i en række dokumenter, der omhandler udstedelsen af nye aktier til selskabets medarbejdere, som de har mulighed for at optjene i fremtiden. En talsperson for X er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra The New York Times om en kommentar.

Siden han overtog Twitter, har Musk gennemført en lang række ændringer i selskabet. Over 80 procent af selskabets 7500 medarbejdere er desuden fratrådt eller blevet fyret siden opkøbet. De nye ændringer er blevet modtaget med blandede reaktioner fra omverdenen. I sommer kom det frem, at selskabets reklamesalg, X’s primære indtægtskilde, var 60 procent lavere end året før.

Musk har selv joket med, at opkøbet er kørt en anelse af sporet.

»Hvordan tjener du en lille formue på sociale medier? Du starter med en stor en (formue, red.)«, skrev han sidste år på X.

Musk er desuden kendt som manden bag bilproducenten Tesla og rumfartsvirksomheden SpaceX.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her