Efter to uger i rummet landede rumfærgen Discovery natten til lørdag dansk tid sikkert på Jorden. Dog ikke i Florida som først planlagt, men i Californien. Rumfærgen Discovery satte kort før klokken tre i nat dansk tid landingshjulene mod jorden på Edwards Air Force Base i Mojave Ørkenen i Californien. Discovery skulle være landet dagen før i Florida, men her blev landingen to gange afblæst på grund af torden og stormvejr.
LÆS OGSÅ Discovery sætter kurs mod Jorden
Lidt mere end en time før landingen havde rumfærgens kaptajn, Rick Sturkow, og pilot Kevin Ford aktiveret Discoverys bremseraketter og sendt det store fartøj ud af kredsløb med kurs mod landingsstedet nord for Los Angeles.
Seks flyvninger tilbage
Rumfærgen har været på en to uger lang mission til Den Internationale Rumstation, ISS, for blandt andet at aflevere mad, laboratorieudstyr og reservedele.
Med tilbage har besætningen på Discovery laboratorieprøver, overflødigt udstyr samt rumingenør Tim Kopra, der blev erstattet på ISS af astronauten Nicole Scott.
Det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, regner med at gennemføre endnu seks flyvninger med rumfærgerne, før flåden sættes i hangar en gang for alle.
De skal erstattes af en ny type fartøj, som både kan flyve astronauter til månen og til rumstationen.



























