Alf Skovgaard står med skuldrene trukket op om sin sorte Adidas-hue og skutter sig bag hangarrummet på Vædderen. Et skumsprøjt skyller ind over dækket bag ham. »Prøv du at skille en to millimeter lang vandloppe med to nåle under et mikroskop i det her vejr«, siger den forpinte forsker. »Jeg holdt op, da det begyndte at rumle i maven«. Vandlopperne har det med at drive fra side til side i petriskålen i takt med skibets gyngen, så de er i sig selv svære nok at håndtere. Læg dertil, at målet for Skovgaard er at få udskrabet de små, bidske dyreplankton, der lever inden i vandloppen, og målet er fuldt. Gyngen og vippen Vi befinder os midt i Atlanten i nordenden af orkanen Florence, der dog ikke er en orkan længere, bare 'et lavtryk', som en officer udtrykker det. Vi andre ville kalde det stiv blæst. 15 sekundmeter vind, 3-4 meter høje bølger, et skib, der vipper og gynger som et gnavet æble i en spand isvand. Vædderen sejler faktisk relativt stabilt takket være et par stabilisatorvinger under vand, men inden i forskningscontainerne føles det nu ikke rart. Regnet har oven i købet silet ned og gjort det umuligt for skibets ornitolog at opholde sig i sit fugleskjul, en hjemmelavet kasse bag kommandobroen. Han har det i øvrigt heller ikke godt. De standhaftige På skibets agterdæk står syv forskere og får blæst i ansigtet, mens de forsøger at holde søsygen fra livet. Andre er mere hårdføre. I en af containerne kæmper projekterne 'Havets stjerner' og 'Kulstofkredsløbet' videre med at lempe vandprøver over i beholdere gennem filtre til prøveglas. Laborant Birgit Søborg holder fast i to tragte for at undgå, at der vælter vand med værdifuldt kulstof i på gulvet. Det bliver bedre Ekspeditionsfartøjet Vædderen har drejet væk fra kursen mod Azorerne og kører i stedet durk 180 grader sydpå. Den nye kurs skal gøre sejladsen roligere. Ikke alle er lige overbevist om, at det virker. Og så er vi pludselig i 'stormens' øje, vinden falder dramatisk og arbejdet kan fortsætte. Indtil videre.