0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvordan får man levende dyr op fra 4.000 meters dybde?

Selv nogle af verdens mest hårdføre dyr har svært ved at overleve turen fra koldt dybhavsvand til overfladens tropiske varme. Forskere fra Zoologisk Museum håber på at få løst dette problem for at kunne studere levende meiofauna - bitte, bittesmå dyr, der kan leve under des mest ekstreme vilkår - fra store dybder i havet omkring Indonesien.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Privat
Foto: Privat
Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De har været her i over 500 millioner år og er nok de ældste flercellede organismer, som vi har på Jorden. De findes over alt og kan klare endog meget ekstreme betingelser som meget høj varme eller et iltfrit miljø. Mange af dem kan overleve at blive lynfrosset til minus 80 grader - selv om de har hjerne og muskler mv. De har navne som korsetdyr og bjørnedyr. Giganterne blandt dem bliver helt op til 1 millimeter store, men de fleste ligger omkring 0,3 millimeter.
Velkommen til meiofaunaen, der omfatter de mest artsrige af alle dyreformer. Dens eksistens har været kendt siden mikroskopets opfindelse, men meiofaunaen er stadig langt fra skrevet i mandtal. Af de i alt 35 dyrerækker, der kendes i verden i dag, tegner meiofaunaen sig for de tre senest identificerede: korsetdyr (1983), ringbærere (1995) og kæbedyr (2000).
Alle tre grupper er opdaget af forskere fra Zoologisk Museum i København med professor Reinhardt Møbjerg Kristensen i spidsen, hvilket bl.a. har skaffet ham en plads i Dansk Magisterforenings egen naturvidenskabelige kanon.

Zoologisk Museum har verdensrekorden, når det gælder opdagelse af nye dyregrupper. Reinhardt Møbjerg Kristensen håber at kunne føje flere til listen, når han på togtben 10 fra Sydney til Honiara i spidsen for et forskerhold på 15 personer kigger på meiofauna, makrofauna og fisk i Salomonhavet samt på lavt vand omkring Salomonøerne. Og han venter med sikkerhed at finde mange nye arter."

80-90 procent er ukendte

»80-90 procent af de meiofaunadyr, vi finder, vil være ukendte. Ellers vil jeg blive meget forbavset. Jeg tvivler på, at vi finder nye dyregrupper, men man kan jo aldrig vide«, siger Reinhardt Møbjerg Kristensen.
Zoologisk Museum er førende på verdensplan, når det drejer sig om meiofauna, og med holdets ekspertise vil nye arter blive identificeret allerede på skibet, og digitale fotos af dem (fra mikroskoperne) vil blive lagt ud på nettet.
Reinhardt Møbjerg Kristensen finder de små dyr uendeligt fascinerende.
Han fandt det første dyr af den gruppe, som senere blev navngivet korsetdyr, ved Kronborg. Siden har det vist sig, at de findes i alle verdenshave. Og et par timer før Politikens besøg på hans overfyldte kontor på Zoologisk Museum fik han en opringning fra en italiensk kollega, som fortalte om opdagelsen af ekstremt salte 'søer' på bunden af Middelhavet - med en saltholdighed på 125 promille mod Middelhavets 37 promille, et iltfrit miljø, hvor det viser sig at vrimle med - korsetdyr.

Dyr der aldrig spiser

Reinhardt Møbjerg Kristensen kan tale om de bittesmå dyr i timevis.
»De opstod før alle de andre større dyr, vi kender nu, så de har haft længere tid til at tilpasse sig. De ser måske meget primitive ud, men de er højt specialiserede. Nogle af dem spiser bakterier, og de er meget selektive, når de 'afgræsser' en bakterieflade. Nogle bakterier tager de, andre går de uden om. Men hvis du tager 10 forskellige arter af bjørnedyr, er der måske to, der spiser andre smådyr, nogle, der spiser plantedele, og nogle, der spiser bakterier«.
Atter andre spiser ikke, men lever i symbiose med bakterier, der snylter på dem. Nogle bjørnedyr har for eksempel bakterier i hovedet, som skaffer dem næring ved at udnytte svovl eller metan som energi. Meiofaunaen tjener selv som føde for andre dyr, for eksempel rejer. Det myldrer med meiofauna mellem sandskornene på strande og i koralsand, små skabninger, der ser meget sære ud, når man får dem under mikroskopet.

Slynges ud af mudderbobæer

Det med at finde nye arter er efterhånden blevet en biting for Reinhardt Møbjerg Kristensen. Han var oprindelig cellebiolog og synes, at det virkeligt interessante er at finde ud af, hvordan dyrene lever - og overlever - under de ekstreme vilkår, som mange af dem har.
Den store udfordring på Galathea 3 bliver at skaffe levende meiofauna op fra havdybder over 2.000 meter. Zoologisk Museum har været med til at udvikle en ultracentrifuge, som kan bruges til at trække levende meiofauna ud af bundprøver.
»En prøve omfatter op til et halvt ton mudder. Det er umuligt at undersøge, så først pumper vi luft ind i det. De bobler, der stiger på, tager smådyrene med. Så skummer vi prøven og sender det igennem ultracentrifugen. Den kan tage én liter ad gangen, og vi har fire centrifuger med på turen«, fortæller Reinhardt Møbjerg Kristensen.

Varmechok dræber på sekunder

I ultracentrifugen får prøven et lag ler - kaolin fra Bornholm - på toppen for at holde mudderet på bunden. Så tilsættes stoffet Levasil, bittesmå partikler på 0,04 millimeter, som under centrifugeringen løfter smådyrene op til overfladen, så forskerne kan tage dem ud. Den tur kan de godt overleve. Trykforskellen slår dem heller ikke ihjel, for meiofaunaen er kompakte dyr uden kropshulrum. Problemet er temperaturen. På 4.000 meters dybde er temperaturen f.eks. 4 grader. Over havoverfladen vil der være over 30 grader.
»Dyrene dør på sekunder af varmechokket. Det problem har vi ikke løst endnu. Det dybeste, jeg har set levende meiofauna fra, er 2.000 meter«.
Forskerholdet vil også anvende ferskvandschokking til at få meiofaunaen ud fra bundprøverne. Teknikken består i at hælde materialet i ferskvand. Ferskvand lammer saltsvandfaunaen og får dyrene til at svulme op som balloner. Dermed kommer de op til overfladen og kan fjernes med små net. Også den behandling overlever meiofaunaen forbløffende nok, men som regel ikke i mere end 20-30 minutter, i modsætning til ultracentrifugeringen.

I Solomonhavet venter projektet interessante resultater, fordi kendskabet til makrofaunaen i områder på dybder over 100 meter er meget begrænset, mens områdets meiofauna på alle dybder er helt ukendt. I den landbaserede del af projektet undersøges faunaen på lavt vand omkring øerne Tetepare, Guadalcanal, Kolumbangara eller Bougainville (Papua New Guinea), afhængig af, hvilke indsamlingstilladelser, forskergruppen kan få. Også her ventes betydelige fund inden for meiofaunaen. Budgettet for det store projekt er på ca. 4 mio. kroner. En stor del dækkes af de bevillinger, som de forskellige forskere i forvejen arbejder på.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu