Efter i millioner af år at have ført en anonym og absolut hengemt tilværelse dybt inde i menneskets øregange, er ørevoks omsider kommet frem i lyset og gjort til genstand for mere end almindelig opmærksomhed. I sine bestræbelser på at studere alle vore gener har videnskaben ikke kunnet dy sig for at analysere den genetiske baggrund for de små gullige klumper, der alt for længe har stået i skyggen af mere prominente kropsvæsker som blod, spyt, sæd og urin. Tørt? Eller vådt? I det fornemme videnskabelige tidsskrift Nature Genetics giver et hold japanske forskere os således endelig svaret på det spørgsmål, der har holdt mange vågen nat efter nat: Hvorfor er vi nogle, der har tørt ørevoks, mens andre har vådt? Lad os ikke holde læserne på pinebænken. Svaret er, at blot en enkelt lillebitte dna-forandring kan afgøre, hvilken slags ørevoks vi har. Ørevoks-genets rolle synes at være, at transportere visse substanser ud af de celler, der udskiller ørevoks. Men en enkelt dna-forandring slår genets funktion fra, og uden assistance fra dette gen vil et menneske have tørt ørevoks. Vådt dominerer Afrika Man ved, at den våde form for ørevoks er dominerende i Afrika og Europa, hvor mindst 97 procent af alle mennesker har den. Den tørre form, derimod, er fremherskende i Østasien, mens befolkningerne i det sydlige og centrale Asien er nogen lunde delt mellem den tørre og den våde ørevoks. De japanske forskere sammenlignede derfor dna fra japanere med disse befolkningsgrupper, og nåede således frem til at finde både ørevoks-genet og dets forandring. Ørevoksens evolution Tørt opstod i Asien Men forskerne, der er fra universitetet i Nagasaki, gik ifølge New York Times endnu videre end det. De studerede 33 etniske grupper i verden for at kortlægge intet mindre end ørevoksens evolution. Eftersom den våde form er så almindelig i Afrika og Europa, var det rimeligt at antage, at vådt ørevoks er den oprindelige form, endnu før det moderne menneske forlod Afrika for 50.000 år siden. Den tørre form opstod formentlig på et senere tidspunkt et eller andet sted i det nordlige Asien. Visse blandinger Når der siden hen er konstateret en vis blandingsforekomst, må det nødvendigvis skyldes, at de nordligt boende asiater med den tørre ørevoks har giftet sig med sydasiater, der bar genet for vådt ørevoks. Den tørre form er i øvrigt meget almindelig blandt de indfødte nordamerikanske folkeslag, hvilket bekræfter en antagelse om, at deres forfædre vandrede over Beringstrædet fra Sibirien for 15.000 år siden. Ørevoks, hvad enten det er vådt eller tørt, udfører den nyttige men lidet spektakulære rolle at være et slags biologisk fluepapir, der forhindrer støv og insekter i at komme dybt ind i ørerne. Vigtigere funktion Men, siger forskerne, når dette gen med tilhørende mutation har overlevet menneskets udvikling i årtusinder, kan det ikke kun skyldes nødvendigheden af at producere vådt eller tørt ørevoks, der dybest set ikke spiller den store rolle for homo sapiens. Genet må have en anden og vigtigere funktion. Forskningslederen, dr. Koh-ichiro Yoshiura og hans ikke færre end 38 medforfattere på artiklen mener, at genet har overlevet på grund af dets rolle i processen at svede. De anfører, at typen af ørevoks og udviklingen af sved er nært forbundet, og de har dokumentationen lige ved hånden: Sveder mindre Befolkningsgrupper med tørt ørevoks, som f.eks. østasiater, sveder generelt mindre og har lidt eller slet ingen kropslugt, mens grupperne med vådt ørevoks i Afrika og Europa sveder mere og derfor også har mere kropslugt. En mindre svedafsondring er ifølge forskerne én blandt flere forsvarsværker mod det langt koldere klima, som øst-asiaternes forfædre menes at have levet i. De er således blevet reddet fra kuldedøden af det gen, der gav dem tørt ørevoks. Hvilket man nok bør have i tankerne, næste gang man hører nogen tale nedsættende om denne tilsyneladende uanselige gullige substans.