Vind fører kviksølv til de arktiske områder, hvor det falder ned og bliver ophobet i fødekæden. Det havner i mennesker i så høje koncentrationer, at de risikerer ringere indlæringsvne og motorik. Det fortæller miljøkemiker Britt Tang Sørensen fra Danmarks Miljøundersøgelser, der er ombord på Vædderen for at måle forureningen med kviksølv på hele Galathea 3 ekspeditionens rute. 10 gange højere Hun har allerede antydningen af de første resultater. Da Vædderen sejlede i det sydlige Grønland, målte forskeren 10 gange så meget kviksølv i luften som normalt. Det er ikke alarmerende, men dog højt nok til at bekræfte, at indbyggerne højt mod nord er ekstra udsat for tungmetallet. Den klart vigtigste kilde til luftforening med kviksølv er kulkraftværkerne. Kviksølv forekommer naturligt i kul, og det bliver frigivet og bevæger sig ud i luften, når kullet bliver brændt af. Filter på skorstenen Siden 1990'erne har USA og lande i Europa sat filtre på kraftværkernes skorstene, så kviksølvet bliver stoppet, før det blander sig med den luft, vi indånder. Men sådan er det langtfra over hele kloden. Kina står for halvdelen af verdens samlede udledning af kvælstof, og Sydafrika kommer ind på en andenplads. »De lande tager ikke rigtigt miljøproblemerne alvorligt«, konstaterer Britt Tang Sørensen. Hun står i containeren på Vædderen og holder øje med et væld af skærme og maskiner, der måler indholdet af kviksølv via de luftindtag, der sidder udenpå. Naturen suger kviksølv til sig Grønlænderne forurener ifølge miljøkemikeren ikke selv naturen med kviksølv. Men de er så uheldige, at naturen i området virker som en magnet på det farlige stof. Normalt har kviksølv en levetid på et år, mens det svæver omkring i luften. Det betyder, at det kan falde ned hvorsomhelst. Sådan er det ikke i Grønland, og forklaringen skal søges i de store ismasser, der dækker havene om vinteren. Havvand er salt, og når det fryser, så udkrystalliserer saltet sig og lægger sig i isens overflade. Salt og kviksølv reagerer Når foråret og lyset kommer, så bliver saltet afgivet til luften. Her reagerer saltet bromid med kviksølvet, og kviksølvet ændrer karakter til det, der hedder reaktivt kviksølv. Det reaktive kviksølv har en kort levetid på 10 timer, og det betyder, at det slet ikke når at blæse væk fra de arktiske områder. Det falder ned. Og når isen smelter, så ryger kviksølvet i havvandet og synker til bunds, hvor bakterier omdanner stoffet til organisk kviksølv. Det er den mest giftige form, kviksølv kan antage. Kviksølv rammer hjernen »Så kommer der et bunddyr forbi - det kan være en børsteorm eller en snegl. Bunddyret spiser de bakterier, der danner organisk kviksølv. Gennem fødekæden havner det i fisk, sæler, isbjørne og mennesker. Grønlænderne lever jo traditionelt at sæler og fisk, så de er meget udsatte«, siger Britt Tang Sørensen. På Færøerne spiser befolkningen meget grindehval. Der har et studie vist, at indbyggerne havde kviksølv over grænseværdien i blodet. Det gav dem indlæringsproblemer, dårligt sprog og ringe motorik, fordi det organiske kviksølv skader hjernen. I det nordvestlige Grønland har indbyggerne ti gange så meget kviksølv i blodet som grænseværdien, og de risikerer dermed lignende skader. Pres på Kina Britt Tang Sørensen skal være ombord på Vædderen under hele ekspeditionen, og hun vil forsøge at tegne et kort over forurening med kviksølv verden over, når hun vender hjem til april næste år. »Så vil vi forhåbentligt have en dokumentation, der kan være med til at presse lande som Kina og Sydafrika til at begrænse deres udledning af kviksølv«, siger hun.