Kæmpebille på vej tilbage til Danmark

stor. Eghjorten kan blive op til ti centimeter lang - næsten det samme som en iPhone.
stor. Eghjorten kan blive op til ti centimeter lang - næsten det samme som en iPhone.
Lyt til artiklen

Europas største bille er på vej til en skov nær dig. Eghjorten kan blive op til 10 centimenter – næsten det samme som en iPhone – og kravler rundt i naturlig størrelse her på siden, men kan også flyve.

Billen har været uddød fra Danmark siden omkring 1970, men Sydøstsverige har stadig ret store bestande, og det er derfra, at Naturstyrelsen har anmodet om op mod 1.500 larver.

De bliver fra denne sommer sat ud i fem områder, hvor der er tilstrækkeligt med lys og gamle løvtræer: Rold Skov, Æbelø, Bidstrup Skovene, Gribskov og Dyrehaven. Dyrehaven får som den eneste tillige de voksne eksemplarer, som svenskerne kan undvære.

Billen elsker store egetræer

Som navnet antyder, elsker den store bille egetræer, og netop manglen på solrige arealer med gamle ege var hovedårsagen til, at de forsvandt fra Danmark. Sidste del af navnet skyldes hannernes hjortelignende gevirer, som de bruger til at kæmpe om hunnerne i de få sommeruger, hvor de er fuldvoksne og alt handler om at parre sig.

Genudsætningen af kæmpebillen har vakt debat. Verdensnaturfonden (WWF) er glad for projektet, mens Danmarks Naturfredningsforening er forbeholden.

Flere forskere er kritiske, fordi man ifølge dem blot skaber isolerede bestande i en slags små zoologiske haver i stedet for at gøre en større, mere grundlæggende indsats for de danske skove. Naturstyrelsen mener dog, at der er mange fordele ved projektet, ikke mindst at det kan skabe større interesse for naturbevarelse.

MICHAEL ROTHENBORG

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her