»Kkkkkkrrrrrrrrrrrrrrrr ... Klaflump!«.
Endnu et egetræ braser ned på skovbunden med et ordentligt drøn. Det er det tredje, som skovløber Mogens Vad har fældet med motorsaven denne formiddag i Dyrehaven nord for København. Rundt om ligger hundredvis af bøgestammer, som maskinerne har taget i ugerne forinden.
Alt sammen for at gøre plads til – en bille.
Træer lader livet
Godt nok er det en ret drabelig en af slagsen. Eghjorten er Europas største bille; den kan blive op til 9-10 cm, altså næsten lige så stor som en iPhone, og hannerne har et par kraftige kindbakker, der minder om et hjortegevir. Deraf navnet.
Men er det virkelig nødvendigt, at 30-40 meter høje træer skal lade livet for små insekter?
»Ja, for ellers ville billen ikke kunne leve her«, siger skovfoged i Naturstyrelsen Sven Norup og nikker op mod den lave januarsol.
»Før vi fældede, var her buldermørkt, og de store bøge skyggede så meget, at de var tæt på at tage livet af de 300-400 år gamle egetræer dér«, siger Norup.
LÆS OGSÅ Kæmpebille på vej tilbage til Danmark
Han peger på nogle ege, der er så store, mørke og krogede, at de kunne være taget lige ud af en børnebog eller eventyrfilm.
»Det var 5 minutter i 12 for dem«, siger Norup og holder lige en pause i talen, mens motorsaven igen giver genlyd i skoven:
»Nu får egene lys, og eghjorten får både lys, varme og de levesteder, den har brug for: døde ege og andre løvtræer, der ligger på jorden«, forklarer han.
Bygger pyramider til larver
Eghjorten var meget almindelig i hele Danmark frem til begyndelsen af 1800-tallet; zoologen Vilhelm Bergsøe skrev i sit hovedværk ’Fra mark og skov’, at »den i et Flyveaar i masseviis skal være falden ned i Slagelse til stor Forskrækkelse for Beboerne«.
Men som så mange andre arter kunne den ikke lide, at de fleste af vores skove gradvis blev til lange plantageagtige rækker. Efter Anden Verdenskrig var den primært udbredt på Æbelø ved Fyn og på Bornholm, og de allersidste danske eksemplarer af kæmpebillen blev set omkring Vejle op mod 1970.
Men nu skal den uddøde bille genoplives. Det danske skovbrug er lagt om til mere naturnær drift, så det er muligt at finde og skabe de lysåbne arealer med døde træer, som kæmpebillerne godt kan lide.
Og insekteksperterne i Amphi Consult har over for Naturstyrelsen peget på fem egnede leveområder: Rold Skov, Æbelø, Bidstrup Skovene, Gribskov – og sidst, men ikke mindst Dyrehaven.
I forhold til langt de fleste andre skove i landet har Dyrehaven i højere grad og i længere tid haft en rekreativ funktion; her er derfor flere af de gamle ege, der ellers sjældent har fået lov til at vokse sig ret store, før de blev til parketgulve eller møbler.
Allerede til sommer regner man med at udsætte eghjorte, der er importeret fra de ret store kolonier, man stadig har i det sydøstlige Sverige. Dyrehaven får de eneste voksne – hvor mange vides endnu ikke – mens alle fem områder skal dele op mod 1.500 larver. De skal forpuppe sig under jorden, indtil de er blevet fire år og klar til at komme op og parre sig; i sølle fire uger.
Til larverne har Norup og hans medarbejdere rundt om i Dyrehaven bygget syv såkaldte pyramider – områder på 10 kvadratmeter, hvor der er gravet huller på en halv meter, foret med egeflis og tørv – en lækkerbisken af en langtidsholdbar madpakke for billerne.
Kritik af isolerede bestande
Eghjortprojektet har skabt heftig debat blandt fagfolk. Verdensnaturfonden (WWF) har bakket op om det fra begyndelsen; organisationens generalsekretær, Gitte Seeberg, kalder det »en god nyhed for dansk natur«.
Andre er lodret imod udsætninger af denne art: »Det er naturspin af værste skuffe – et billigt pr-trick«, mener Morten D.D. Hansen, biolog og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Han argumenterer, at eghjorten efter planen kun skal leve ganske få steder, og at de små helt adskilte områder reelt bliver en slags zoologiske haver.
»Det er en elendig prioritering, for man forbedrer ikke levestederne og forholdene i den danske natur generelt, så de nye isolerede bestande kan ikke sprede sig og vil næsten helt sikkert uddø igen«, mener Morten D.D. Hansen.
Professor i biologi Jens-Christian Svenning erklærer sig også »meget skeptisk«.
»Det giver ikke rigtig mening at indføre eghjorten, før man har sikret et mere naturligt skovmiljø med mange døde træer, mange gamle træer og variation i lysforholdene«, siger Svenning.
Både Hansen og Svenning peger også på, at eghjorten ikke er en såkaldt nøgleart. Det vil sige, at den ikke forbedrer forholdene for andre arter – som en anden udsætning i de senere år, bæveren, gør.
Vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforening Michael Leth Jess er delvis enig i kritikken, men kan samtidig godt se fidusen i at genskabe og forvalte enkelte skovområder, fordi det at se eghjorten kan være »en stor naturoplevelse«.
»Jeg er selv under en løbetur i Norditalien blevet overfaldet og bidt af en flyvende eghjort, som jeg først troede, var en helikopter. Det var vildt fascinerende«, siger Leth Jess.
Ligner en flyvende folkevogn
Skovfoged Sven Norup kan godt følge indvendingerne et stykke ad vejen. Men han mener, at det er bedre at gøre enkelte områder klar til eghjorten end at vente, til forholdene er forbedret så meget over hele landet, at billen finder naturligt tilbage – for det kan tage mange hundrede år.
»Og så kommer vores klargøring af området her til eghjorten jo også andre arter til gode«, siger han – og nikker hen mod et hul i en af de ege, der står tilbage.
»Sådan et hul dér får nu mere lys og bliver dermed et mere egnet levested for Stellas mosskorpion, som vi er internationalt forpligtede til at passe på. Men den mosskorpion er 0,4 mm lang og meget langt fra noget, der kan give skovgæster en ekstraoplevelse«, forklarer Norup.
Derimod mener han, at en eghjort er en såkaldt flagskibsart, der kan skabe større folkelig forståelse for naturbeskyttelse.
Normalt regner fagkundskaben med, at en flagskibsart skal være i en helt anden liga – som hvaler og andre større pattedyr.
»Men en eghjort ligner nærmest en flyvende folkevogn i miniatureudgave. Det er vildt at se på, og jeg er sikker på, at også sådan et insekt kan skabe nysgerrighed og større interesse for naturbevarelse«, siger Sven Norup.
Han afviser også skeptikeres påpegning af, at netop Dyrehaven har rigtig mange billeglade krager, og at det derfor hurtigt kan vise sig omsonst at sætte eghjortene ud.
»Vi er opmærksomme på den trussel, men vurderer ikke, at kragerne vil gøre særlig stort indhug. Og vil de det, giver loven jo muligheden for at skyde eller på anden måde regulere nogle af dem for at redde billerne«, siger Norup – og må på ny holde en pause. For nu er skovløber Mogens Vad endnu en gang klar til det sidste lille motorsavshug mod et 30 meter højt egetræ:
»Kkkkkkrrrrrrrrrrrrrrrr ... Klaflump!«.
fortsæt med at læse
