Smil, vi blitzer!: To stjerner udløser kæmpe lysglimt hver 25. dag

BLITZSTJERNE. LRLL 54361-stjernerne som de ser ud ifølge Nasas illustration.
BLITZSTJERNE. LRLL 54361-stjernerne som de ser ud ifølge Nasas illustration.
Lyt til artiklen

To unge stjerner blitzer løs på stjernehimlen. Det har Nasas rumteleskoper Spitzer og Hubble opdaget.

Hver 25. dag udløser objektet ved navn LRLL 54361 en eksplosion af lys. Selv om fænomenet tidligere er observeret i to andre unge stjernesystemer, er dette det kraftigste hidtil i sådanne systemer ifølge Nasa.

Astronomerne er meget overraskede: »Denne protostjerne har så store variationer i sin lysstyrke og med en så præcis periode, at det er meget vanskeligt at forklare«, siger James Muzerolle fra Space Telescope Science Institute i Baltimore ifølge Nasa.

Største stjerneblitz nogensinde
Fyrværkeriets hjerte gemmer sig bag en kompakt skive og en boble af støv. Astronomer mener, at blitz-lysene er forårsaget af periodiske vekselvirkninger mellem to nyfødte stjerner, der kredser om hinanden, bundet af deres tyngdekraft - en såkaldt dobbeltstjerne.

SE OGSÅ

LRLL 54361 er et interessant objekt, fordi det gør det muligt at lære mere om de tidlige faser af stjerners fødsel, hvor masser af gas og stjernestøv hurtigt samler sig sammen og danner en ny dobbeltstjerne.

»Det kraftige lysglimt kommer, når gas og støv fra den kompakte skive falder ind på de to stjerner. Det frigiver en masse energi. Hvis de to stjerner kredser om hinanden i aflange baner, hvor de er tæt sammen hver 25. dag, så kan det måske være med til at forklare, hvorfor der går 25 dage mellem hvert glimt«, vurderer Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium til politiken.dk.

Studeret i flere år

Spitzer-teleskopet har observeret LRLL 54361 over en periode på syv år. Det er ud fra disse observationer, at forskerne har afsløret de usædvanlige udbrud i lysstyrke hos dobbeltstjernen, der gentager sig hver 25. dag - eller helt præcist med et interval på 25,34 døgn.

LÆS OGSÅ Nasa opdager usædvanligt 'øje' i Rummet

Objektet ligger 950 lysår fra Jorden i et område, hvor nye stjerner bliver dannet. Baseret på statistiske analyser fra Nasa er stjernernes alder vurderet til kun at være nogle få hundredetusinde år.

Asem Elghiouane

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her