Der er guf på vej for stjernekikkere og andre med interesse i det store, vide verdensrum.
Til november får vi nemlig kig til det, som det amerikanske rumfartsagentur, Nasa, kalder for »århundredets komet«. Kometen lyder det mundrette navn C/2012 S1 og befinder sig for tiden omkring 630 millioner kilometer fra Jorden.
Obama vil gribe en asteroide med en robotKometen har kurs mod Solen, hvor den vil få et stærkere og stærkere skær, som kan ses fra Jorden fra november. Når den er allermest klar, vil den lyse stærkere ned på os end Månen.
Meget sjældent
Ifølge lektor i astrofysik og planetforskning Uffe Gråe Jørgensen fra Københavns Universitets Niels Bohr Institutet, er det en uhyre sjældenhed med den slags komet.
»Det sker måske en gang på 30.000 år, at en komet kommer så tæt på Solen«, siger Uffe Gråe Jørgensen.
Han forklarer, at kometerne til hverdag ligger og gasser sig ude i Oortskyen sammen med 1.000 millarder andre kometer, som ligger i en ring langt fra Solen. Men en gang i mellem kommer en af kometerne tættere på.
Det er, hvad der sker med C/2012 S1. Kometerne er som »beskidte snebolde«, forklarer lektoren. Ude i Oortskyen er der omkring minus 250 grader, men efterhånden som kometen kommer tættere på Solen, fordamper isen og kommer til at lægge sig i en hale efter kometen.
»Sådan en hale kan sagtens være 100 millioner kilometer lang«, siger han. Halen bliver til, fordi trykket fra solstormene blæser isen af i en hale.
Kan ses med det blotte øje
Fordi kometen kommer så tæt på Jorden, cirka to millioner kilometer fra os, og fordi der ude i rummet ellers bare er tomhed, kommer kometen formodentlig til at stå meget klart frem, selv om den er lavet af meget tyndt stof.
Og du behøver ikke finde kikkerten frem.
»Det kan være uger eller måneder, man kan se den, og nogle kometer er så store, at de fylder 30 grader af himlen. Kikkert bliver i hvert fald ikke nødvendig«, siger Uffe Gråe Jørgensen.
Meteor eksploderer over Rusland: 400 er kommet til skadeDog med det forbehold, at astronomer tidligere har talt om kometer, der kunne blive århundredets helt store, men som så har vist sig at være fusere.
»Men den her ser nu ud til at blive meget klar«.
fortsæt med at læse




























