Astronomer har fremstillet verdens dybeste blik ud i rummet nogensinde.
Ved at samle 2.000 billeder fra de seneste 10 år fra det berømte Hubble-teleskop har Nasa produceret et billede, der viser flere end 5.500 både røde og gule galakser samt spiralgalakser, der ligner vores egen galakse, Mælkevejen.
»Det er et spektakulært fotografi. Vi har studeret dette område i omkring 22 dage og har opnået et særdeles dybt billede af det fjerne univers, og derfor ser vi, hvordan galakser så ud i deres spæde begyndelse«, siger Michele Trenti, der er en del af forskerholdet på University of Cambridge.
De små galakser er ældst
Universet menes at være dannet for 13,7 millarder år siden. Og en af galakserne i billedet kandiderer til at være den fjerneste og ældste galakse, der nogensinde er opdaget.
Hvis det bekræftes, har forskerne produceret et blik så langt tilbage som 450 millioner år efter universets fødsel, the big bang.
Håkon Dahle, der er forsker ved Institut for Teoretisk Astrofysik på Universitetet i Oslo, er begejstret for opdagelsen.
»Lyset fra de allerfjerneste galakser har været på vej i over 13 milliarder år. Vi ser altså nogen hundrede millioner år efter Big Bang for de fjerneste galakser«, siger Håkon Dahle og opdeler galakserne på billedet i de store, velkendte galakser, der er tætte på jorden, og de mindre, meget ældre galakser, der er langt væk.
EXtreme Deep Field
Hubble-teleskopet er en ubemandet amerikansk satellit, der blev opsendt med rumfærgen Discovery i 1990.
Det ekstraordinære billede er lavet ved at vælge et tilfældigt område på himlen og er blevet taget med Hubble-teleskopets to primære kameraer, 'Advanced Camera for Surveys' og 'Wide Field Camera 3'. Lukketiden er på mere end to millioner sekunder.
Fotografiet, der kaldes 'eXtreme Deep Field' (XDF), er blevet taget ved at fokusere på samme område i mere end 500 timer for at få alt lyset med.
Endnu ældre galakser
Ifølge BBC kan interesserede dog se frem til et endnu dybere blik ind i universet senere i år.
Det sker formentlig, når et forskerhold fra Caltech, California Institute of Technology, og Edinburgh University offentliggør et billede med endnu ældre galakser.
Universets allerældste stjernelys bliver dog formentlig først vist, når Hubble-teleskopets efterfølger, The James Webb Space Telescope, efter planen bliver sendt op i 2018.
fortsæt med at læse




























