Kontoret er lidt, som man forestiller sig, at en matematikprofessors kontor skal være.
En grøn sofa, der lidt tilfældigt er placeret foran den to meter lange bogreol, hvor tykke matematiske bøger står og ligger hist og pist. På væggen over bogreolen og på den modsatte side hænger flere whiteboards, der hver især prydes af tal, bogstaver og streger. For det utrænede øje er det ren volapyk, men for Mikkel Thorup er det måske løsningen på et af verdens helt store problemer.




























