Hvis det ikke var for den lyse stemme i telefonen, skulle man ikke tro, at det er 9-årige Noah Rasmussen fra Esbjerg, der snakker. Han fortæller seriøst om et eksperiment, han har lavet derhjemme, hvor han har testet, hvad energidrikken Red Bull gør ved kroppen hos hans familiemedlemmer og ham selv.
En lørdag aften lagde hele familien krop til Noahs forsøg. Far, mor, søster og Noah drak en energidrik i timen og så målte Noah deres blodtryk og puls med en blodtryks- og pulsmåler.




























